Et spørgsmål om blufærdighed

En antropologisk analyse af nøgenhed i tid og rum

Lisa Rosager, Katrine Søndergård

Institut for etnografi og socialantropologi, Aarhus Universitet, juni 2002, BA-projekt

AnthroBase.com

To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/txt/R/Rosager_L_Soendergaard_K_01.htm.
To cite, quote this address and the download date. Not for commercial use.
©
2002 Lisa Rosager & Katrine Søndergård. Distributed by www.AnthroBase.com.
Do not remove this notice from digital or paper copies of this text.

 

Indhold

Indledning
Solbadning i Kongens Have
Blufærdigheden under lup

Det tidsmæssige perspektiv
En blufærdig verden 
Oprør i bare bryster – blufærdighed i 70’erne
Den sexede blufærdighed - kønnene vender tilbage

Rumligt perspektiv
Omgivelser for nøgenhed
Den sociale nøgenhed
Den rette blufærdighed
Nøgenhedens klæder

Konklusion
Et spørgsmål om blufærdighed

Litteratur
Sekundær Litteratu
r
Noter


Indledning

Solbadning i Kongens Have

Græsset i Kongens Have i København befolkes i sommermånederne af det solbadende folk. Mange af kvinderne ligger uden overdel og soler deres vinterblege bryster. Som dansker skulle man mene at det er helt naturligt. Ser man imidlertid bedre efter kan man se hvordan et mønster tegner sig i de solbadende kvinders adfærd, og hvordan de gebærder sig i forbindelse med aktiviteter og interaktion med andre mennesker. I disse situationer udviser de en blufærdighed som man ellers ikke skulle tro var til stede hos kvinder der vælger at solbade topløse. Når eksempelvis en kvinde bliver indhentet af skyggen vælger hun ikke blot at rejse sig og flytte sine ting, men tager overdel på, flytter sig med alle sine ting, og sætter sig i solen hvor hun venter 5-10 minutter før hun igen tager overdelen af.

Således gælder også at man, når man er topløs, undgår aktiviteter som at spise is, tale med andre eller spille backgammon. Altsammen er til for ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed. Det er ligeledes tilfældet med valget af undertøj, idet hovedparten af de solbadende kvinder ligger med hvide bomuldstrusser og ikke f.eks. sorte blondetrusser. Dermed søger man at neutralisere og afseksualisere sin fremtoning.

Hos det modsatte køn er der tilsyneladende en bevidsthed om denne hensigt, idet mændene udmærket er klar over at man ikke kigger. En amerikaner nægtede kategorisk at gå ind i Haven fordi han vidste at man ikke må kigge, men at han ikke ville kunne lade være hvis han gik derind.

Det at man ikke ønsker andres blikke på sig, er et udtryk for at man selv i det offentlige rum søger at skabe et privat rum omkring sig. Dette forstærkes af den måde man indretter sig, nemlig ved at sprede sine ting i passende radius omkring sig selv og sit håndklæde.

Antropologen Anne Rasmussen som har gjort disse observationer i Kongens Have, tolker denne adfærd som værende specifik for byens rum. I modsætning hertil nævner hun at man på stranden er langt mere tolerant og tillader sig flere aktiviteter, hvilket er udtryk for at sted og situation spiller ind på hvordan vi forholder os til nøgenhed. Når kvinderne så vælger at ligge topløse i parken trods de mange konventioner for adfærd, skyldes det ifølge Anne Rasmussen, at danskerne i høj grad forbinder frisind med tolerance over for fremvisning af kroppen. Idet frisind som regel tillægges positiv betydning, vil vi som danskere nødigt give afkald på det. På baggrund af de mange konventioner omkring adfærden konkluderer hun endvidere, at det ikke er så naturligt som vi gerne vil have det til at fremstå.

I forhold til det danske frisind har hun endnu en pointe. Idet vi forbinder frisind med nøgenhed anser vi f.eks. muslimske kvinder for at være meget bundne og ufri. Hun påpeger imidlertid at muslimer af begge køn har et meget afslappet forhold til kropslig berøring inden for samme køn, noget der vækker voldsom blufærdighed blandt mange danskere (Anne Rasmussen i Politiken, 11/8-96 og Weekendavisen, 2/8-96).

Blufærdigheden under lup

Inspireret af Anne Rasmussens undersøgelse og de interessante konklusioner hun når frem til, vil vi diskutere hvordan blufærdighed og dens udtryk afhænger af hvor man befinder sig i tid og rum. Vi vil komme ind på nogle af de samme problemstillinger som Anne Rasmussen tager op, særligt blufærdighedens universelle karakter. I en diskussion af blufærdighed i et historisk og kulturelt perspektiv ser vi på Elias’ civilisationsteori og Duerrs kritik deraf, mens vi inddrager forskellige eksempler og perspektiver fra andre forfattere.

Idet nutidens opfattelse af den nøgne krop er stærkt påvirket af det skred der skete i 60’erne og 70’ernes opgør med traditionelle normer for blufærdighed vil vi derfor mere specifikt se på diskurserne i denne periode og deres udvikling frem til i dag.

Inden for forskellige fysiske og sociale rum kommer blufærdigheden også til udtryk forskelligt. Dette vil vi bl.a. eksemplificere ved hjælp af Weinbergs materiale om nudisme og Nielsen & Rosagers undersøgelse om vinterbadere. Disse eksempler belyser vi yderligere med Douglas’ teori om situationel moral. Han mener at der i forskellige situationer anvendes forskellige moralkodekser, der er udledt af en fælles indlejret moral. I forskellige sociale rum knytter sig således også forskellige normer og kodekser, hvilket er udtalt i forbindelse med nudisme.

Herefter vil vi berøre de mere generelle teorier han udleder om moral, og ud fra disse diskutere hvordan stigmatisering af afvigere indgår i dannelsen af den herskende moral og omvendt. Her inddrager vi igen eksempler fra Weinberg og Nielsen & Rosager, samt Goffmans overordnede stigmatiseringsteori.

Foruden de fysiske og sociale rum man befinder sig i, har alle mennesker behov for at opretholde et privat rum omkring sig, noget der forstærkes yderligere når man er nøgen. Derfor findes der som i Anne Rasmussens eksempel med håndklædeterritoriet, forskellige strategier for opretholdelse af det private rum. Vi vil diskutere nogle af disse strategier, igen belyst med Goffmans begrebsapparat.

Det tidsmæssige perspektiv

En blufærdig verden

Ordet blufærdighed anvendes i flere betydninger om det at blues over noget. Ifølge Ordbog over det Danske Sprog kan blufærdighed bl.a. være “om skyhed over for blottelse af tanker og følelser” (Ordbog over det Danske Sprog, 1981:880). Blufærdighed knytter også an til sømmelig opførsel og adfærd, men har en tendens til særligt at forbindes med nøgenhed og skam. Således står der videre i ordbogen: “især om (navnlig en kvindes) undseelse ell. skamfølelse over for det kønslige (og hvad dermed står i forbindelse) ell. uanstændige” (ibid). Den kropslige blufærdighed udspringer altså af en blufærdighed over for kønnet, men som Bernard Arcand så rigtigt bemærker det, så har diskussioner om blufærdighed gennem tiden ofte været foretaget i grænseområderne, således at “[f]olk er mindre tilbøjelige til at diskutere de godt skjulte kønsorganer end sømkanten på en kjole eller længden på en handske” (Arcand, 1997:29). Dette er et godt udgangspunkt for vores videre diskussion i dette afsnit, som netop omhandler den forskellighed hvormed man udtrykker sin blufærdighed. Indledningsvis ser vi på tyske sociolog Norbert Elias’ teorier om civilisationsprocessen og hans argumenter om dens sammenhæng med blufærdighed.

Civilisationsprocessen som Elias forstår den, er ikke en evolutionistisk udvikling med et start- og et slutpunkt. Selv om hans historiske redegørelser og analyser tager udgangspunkt i skrifter fra middelalderen, er det ikke ensbetydende med at dette er civilisationens start, lige som vort samfund heller ikke er det endelige mål for civilisationen. Hans overordnede teori er at udviklingen i menneskets civilisation i høj grad har at gøre med den udvikling der, særligt efter renæssancen, skete i forhold til skikke og manerer, moral og blufærdighed: “Western man has not always behaved in the manner we are accustomed to regard as […] the hallmark of civilized man” (Elias, 1983:xi). Den grundlæggende forandring er at det enkelte individ opnår en højere grad af selvkontrol som virker i kraft af en ydre, ofte fysisk kontrol, men som er langt mere effektiv end denne. Den indre selvkontrol består af beherskelse af visse manerer, særligt en øget blufærdighed over for kønnet og de kropslige funktioner, men også beherskelse af følelser og et kendskab til almindelige høflighedsskikke, samt en begrænsning af korporligheder som middel i konfliktløsning (Shilling, 1993:150-155).

Elias bygger til dels sin argumentation på eksempler fra middelalderen og op til starten af 1900-tallet. Mange er taget fra skrifter hvori gode manerer er beskrevet i detaljer, eksempelvis en afhandling med titlen “On civility in children” af Erasmus af Rotterdam i 1530: “Do not expose without necessity ‘the parts to which nature has attached modesty’“ (Elias, 1983:58). At det er nødvendigt at diktere en så selvfølgelig norm er ifølge Elias udtryk for, at det ikke altid har været selvindlysende. Blufærdigheden over for kroppens naturlige funktioner har ligeledes været mindre, mener han. Han fortsætter samme sted, idet han citerer Erasmus: “Some prescribe, [Erasmus] says, that boys should ‘retain the wind compressing the belly.’ But you can contract an illness that way” (ibid). Det bramfri sprog og budskabet i afhandlingen ser Elias som et udtryk for en manglende blufærdighed over for kropslige funktioner og over for kønnet, og det viser ligeledes at selvkontrol og undertrykkelse af kroppens behov på denne tid ikke blev påskønnet. En sådan adfærd mener han ikke adskiller sig meget fra den man finder i såkaldt “uciviliserede” samfund uden for den vestlige verden. Han karakteriserer livet i disse samfund som vildere, mere tøjlesløst og eventyrligt, men samtidig snavset, elendigt og med barbariske skikke (Elias, 1983:xi).

At den vestlige civilisation skulle have gennemgået en sådan proces af voksende blufærdighed over for køn og kropsfunktioner søges imidlertid tilbagevist i bogen “Nakenhet och skam” af Hans Peter Duerr. Med eksempler fra hele verden og alle tider viser han, at blufærdighed er et aldeles universelt fænomen og ikke kun forbeholdt nutidens vestlige civilisation.

Allerede i 1200-tallet skrev Vincent af Beauvais: “Mig misshagar bad för en vuxen jungfru som måste rodne över att se sig själv och som inte borde kunne se sig själv naken” (Duerr,1 994:32). Man udviste altså allerede i den tidlige middelalder en stor skamfuldhed over for det nøgne køn.

Bevæger vi os uden for det europæiske kulturområde ser vi at man i “uciviliserede” samfund, som eksempelvis bangala-folket i øvre Congo, stødtes over europæernes adfærd når de tog bad. “Bangala-männen skyler nämlig nogsamt sine genitalier – med handen när de bader – och blev indignerede när de tvingades åse hur de viktorianska kolonialherrarna spritt språngende nakna hoppade från relingen på sin båt ner i Kongofloden” (ibid:90). De victorianske blufærdighedsrestriktioner var ellers ikke til at tage fejl af. Ifølge Bernard Arcand opfandt man i det sene victorianske samfund særlige dækner til flyglets metaforiske ben (1997:29).

Meget af Duerrs materiale er billedmateriale i form af malerier, fotografier, træsnit, mv., som på forskellig vis dokumenterer den universelle blufærdighed. Blandt andet er der et antal billeder fra middelalderen, hvorpå en voyeur titter frem i ruden eller bag døren. Voyeuren er et tegn på at der i samfundet er forbud mod fremvisning af den nøgne krop, og når han dukker op på billeder tilbage fra middelalderen viser det at man allerede på dette tidspunkt udviste blufærdighed (Duerr, 1994:38).

Et af de tydelige tegn på at blufærdighedsrestriktioner eksisterer – også i samfund hvor man er helt eller delvis nøgne – er de straffe der tildeles for overtrædelse. Således risikerede en mand på Nias – inden missionærerne mildnede straffen – at få stukket øjnene ud hvis han kiggede på en badende kvinde (ibid:131).

Med mange sådanne eksempler – ganske morsomme som hos Elias – viser Duerr hvordan udviklingen af konventioner og restriktioner ikke er et spørgsmål om hvor mange man har, men om hvilken form de tager. Blufærdighed kommer til udtryk på forskellige måder gennem tiden og i forskellige kulturer.

Den danske antropolog Anne Rasmussen har en lignende pointe, men med omvendt fortegn. Hun nævner en episode fra et tyrkisk bad i Tunesien – et land hvor mange kvinder går tildækkede af slør – hvor en vildtfremmed kvinde bad hende vaske sit hår. Kvinderne har her, på trods af stor blufærdighed og restriktioner over for fremvisning af kroppen, en mindre grad af blufærdighed over for kropslig berøring inden for samme køn (Weekendavisen, 2/8-1996). Det samme ses i den tunesiske film Halfaouine der handler om en 12-årig dreng der stadig til en vis grad – i al sin uskyld – kan få lov at færdes ubesværet i kvindernes verden. Kvinderne i filmen er ikke alene meget kropslige, men også ganske udfordrende klædt. Det gælder i det fælles kvindebad, hvor de hvide underkjoler bliver gennemsigtige, men også udenfor, hvor mange bærer udringede, farverige bluser under de store hvide klæder der dækker hele kroppen. Når kvinderne er alene danser de udfordrende danse for hinanden og taler sjofelt og frækt, om end i metaforer. Således f.eks. når de skal ned og have deres “indsprøjtning” eller når de benævner grønthandlerens store grønne agurker som de bedste frugter (Boughedir, 1990). Et samfund som mange danskere ser som yderst restriktivt i forhold til kroppen, viser sig altså på visse områder at være mindre blufærdigt end det danske. Dette viser, som også Duerr giver udtryk for, at opfattelse af blufærdighed ofte er etnocentrisk, dvs. man bedømmer et andet samfunds grad af henholdsvis blufærdighed og frisind ud fra egne normer og adfærdskoder.

I sin argumentation mod Elias’ civilisationsteori kritiserer Duerr hans eksempler for at være afvigende eksempler. Mange beretninger er underholdning fra den tid hvor de er skrevet, og der kan derfor være smurt tykt på for at gøre historien bedre (Duerr,1994:56). Billeder med nøgne mennesker fra tidligere tider er ofte afbildninger af scener med prostituerede kvinder eller erotiske billeder med en voyeur i baggrunden, og disse er mere udtryk for ønsketænkning og kunstnerisk frihed, end et billede på almindelig kutyme og dagligdags begivenheder. Desuden nævner han at der er tendens til at man eksotiserer det fremmede. Dette gælder inden for Europa i det 17. århundrede (ibid:119), men i høj grad også naive antropologer og missionærer, der vender hjem med beretninger om vilde, barbariske samfund uden nogen form for blufærdighed. Sidstnævnte illustreres med et fotografi af en antropolog og to halvnøgne indfødte kvinder, hvor antropologen tvinger den ene kvinde til at se ind i kameraet, selv om hun tydeligvis føler stort ubehag ved at lade sit køn forevige og derfor søger at vige blikket (ibid:128-130). Antropologen tolker tydeligvis blufærdighed ud fra egne normer for blufærdighed, og forstår således ikke at en nøgen kvinde kan være blufærdig.

Det synes således klart at blufærdighed ikke er et spørgsmål om grad, men om hvilken form den tager. Blufærdighed over for kønnet er tilsyneladende et ganske universelt fænomen, og at netop kønnet er omgivet af blufærdighed, må kunne siges at have at gøre med dets relation til seksualitet. Omkring 1960’erne og 70’erne søgte man imidlertid at bryde denne relation.

Oprør i bare bryster – blufærdighed i 70’erne

I 1943 udgav overlægen Axel Tofte bogen “Seksuel Hygiejne” med gode råd og forklaringer til den menneskelige krop og dennes reproduktion. Her kan man blandt andet læse om forskellene mellem kønnene, både de fysiske og de karaktermæssige forskelle. Således beskrives manden som initiativtager og erobrer, mens kvinden indtager rollen som det svage køn, den der lader sig erobre: “Han vil erobre, hun erobres. Han er den belejrende Hær, hun Fæstningen”, noget der gør sig gældende både i forhold til selve kønsakten, men også mere generelt. Med til kvindens natur hører den kvindelige blufærdighed, hvis funktion er at holde den bejlende mand på afstand længe nok til at de to parter lærer hinanden at kende, og erobringens karakter derfor ikke længere kun er et spørgsmål om begær, men også om følelser. Endvidere understreges det at en erobrings sværhedsgrad modsvarer den tilbedtes værdi (Tofte, 1943:66f).

Denne opfattelse af kønnene som opdelt i stærk og svag, er udtryk for en skæv magtbalance som man i 60’erne og 70’erne søger at udjævne, bl.a. gennem et opgør med konventionerne omkring blufærdighed. Ved at fremstille nøgenhed som noget naturligt, påpeger man at de hidtil gældende konventioner er et udtryk for en magtforskel mellem kønnene, hvor mændene udøver symbolsk vold over for kvinderne. Herved forstås at mændene som de dominerende i samfundet sætter dagsordenen for rigtigt og forkert – deriblandt hvordan henholdsvis mænd og kvinder er af natur – hvorved disse opfattelser internaliseres i kønnene, og den eksisterende orden reproduceres (Bourdieu, 1995:190-199).

Afvisningen af blufærdigheden kommer blandt andet til udtryk ved ølejrenes opståen – nudismens store indtog i Danmark – hvor man ved det nøgne samvær søger at afseksualisere kønnet. I bogen “Kvinde kend din krop – en håndbog” fra 1975 kommer denne afseksualisering og de nedbrudte konventioner også til udtryk, bl.a. i form af ikke-pornografiske nærbilleder af kønsorganer og billeder af samlejer og nøgne kvinder[1]. Formålet med dette er at hjælpe kvinden fra at have et unaturligt forhold til sin krop, et forhold som er skabt af mænd. Særligt er der fokus på hvordan kvinder udsmykker sig for deres mænd, og hvordan de gøres til sexobjekter i samfundet (K.Vinder, 1975:205). Den holdning til kvinder der i denne sammenhæng gøres op med, kommer også til udtryk i den førnævnte bog af Axel Tofte: “Det er Kønsdriften, der dikterer Valget af en Frisure og gør Svinget på Lokkerne til et så vigtigt Spørgsmål, at der kan spekuleres herover i Dagevis og diskuteres med Frisøren i Timevis. Den foranlediger hende til at pudre og parfumere sig og gør Spejlet til en uundværlig Ledsager” (Tofte, 1943:67). For at gøre op med denne status som sexobjekt søger man op gennem 60’erne og 70’erne at udligne forskellen mellem mænd og kvinder. Det er bl.a. en følge af at en større procentdel af kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet, mændenes traditionelle domæne. Af samme grund bliver kønsrollerne mindre udtalte således at mænd skal udvise en mere ‘blød’ adfærd, mens kvinderne opnår større uafhængighed. Udadtil sker udligningen gennem symboler. Mænd lader håret vokse langt, tøjmoden præges af unisex-stilen, og det nok største ikon på tendensen er at kvinderne vrager bh’en, da den – også ifølge “Kvinde kend din krop” – kun er til for mandens fornøjelse (K.Vinder, 1975:208).

Det fri forhold til nøgenhed og dermed afseksualiseringen af kønnet er et eksempel på hvordan blufærdighedskrænkelse og provokation kan bruges som middel og våben til at opnå et mål (Arcand, 1997:31). Dette er tilfældet i 60’erne og 70’ernes kvindeoprør, og kommer blandt andet til udtryk på bagsiden af “Kvinde kend din krop”, hvor teksten afsluttende lyder: “‘Kvinde, kend din krop’ skal gøre det […] lettere at se det hele i en – politisk – sammenhæng” (K.Vinder, 1975:bagsiden).

Tiden var ikke til blufærdighed, og man kan undres over hvordan eventuelle blufærdige sjæle kom igennem 70’ernes politiske nøgenhed. Som allerede nævnt, beskrives blufærdighed, både i Ordbog over det Danske Sprog og af Axel Tofte, som værende primært et kvindeligt fænomen, hvilket kan tolkes som et bevis på den samfundsmæssige internalisering af kønslige opfattelser, der gennem tiden har været: det er ganske enkelt ikke tilladt for mænd at være blufærdige. Dette ses også i et eksempel fra Nielsen & Rosagers undersøgelse om vinterbadere, hvor en informant fortæller om det tidspunkt sidst i 60’erne hvor mænd og kvinder begyndte at bade sammen: “En mandlig vinterbader havde også svært ved at tackle det nøgne samvær med det andet køn, men han blev sat på plads af de øvrige mænd, og fik besked på at han da kunne dække sig til, hvis han ikke ville have at kvinderne skulle se ham nøgen!” Videre fortælles der: “Vores informant begrundede vigtigheden af den fælles nøgenhed med, at det var vigtigt at fremme ‘større frihed i sindet overfor forholdet mellem kønnene’” (Nielsen & Rosager, 2002:16f), hvilket må siges at være et udsagn i tidens ånd.

Tidens massive kvindefrigørelse kunne nu også godt være en stor mundfuld for kvinder. For eksempel beskriver Lene Kjeldsen i sin artikel “Blufærdighedens ublu fremmarch”, hvordan hun i 70’erne og 80’erne følte sig tvunget til at færdes topløs på stranden: “jeg havde derfor to valgmuligheder: at beholde min overdel på og derved, paradoksalt nok, udstille min anderledeshed yderligere, hvad angik min kropsudformning og min underlige blufærdighed. Eller jeg kunne vælge at smide den lille klud og gå i ét med flokken.” I samme artikel bemærker hun at flere kvinder har givet udtryk for at have følt det samme pres (Kjeldsen, 1997:50f), et fænomen vi vælger at betegne det tvungne frisind.

De senere år er det igen blevet tilladt at være blufærdig, hvilket kan tolkes som udtryk for kedsomhed ved tanken om en verden befolket med kun ét køn. Således bemærker Bernard Arcand i sin artikel “Blufærdighedens magt, magtens blufærdighed” hvordan nøgenhed er uinteressant, mens blufærdigheden er spændende og tiltrækkende, da den er et middel i erobringen, en tanke 1700-tallets Diderot allerede havde formuleret: “Jeg finder stort behag i at se bryster og baller, men jeg vil ikke have, at man viser mig dem” (Citeret i Olesen, Jyllandsposten, 7/4-2002). Der er altså tale om at den dominerende diskurs er i konstant forandring, således at 70’ernes tvungne ikke-blufærdighed efterhånden afløses af en diskurs, som tillader begge køn og deres forskelligheders tilstedeværelse.  

Den sexede blufærdighed - kønnene vender tilbage

Blandt de generationer, der ikke har oplevet 70’ernes frisind og afseksualisering, findes der i dag udtryk for blufærdighed forbundet med den nøgne krop. Eksempelvis beskriver Stig Olesen i en avisartikel, hvordan ungdommen blues over bare bryster, men ikke over at udbrede sig om deres seksuelle udskejelser. Således refererer han fra et radioprogram: “[…] det allermest pinlige […] ville være at have bare bryster på Roskilde Festival […] Det ville være klamt. […] Men stemningen […] blev bedre da pigerne gik over til at tale om analsex […]” (Olesen, Jyllandsposten, 7/4-2002). Måske er der tale om et opgør med forældregenerationen og dens frisind, eller også er det bare et udtryk for hvordan diskursen i dag ikke blot dikterer tolerance over for bare bryster, men over for den enkeltes forholden sig til blufærdighed, hvilket man også kan læse ud af teksten på Drejø Ølejrs hjemmeside: “På Drejø Ølejr […] kan man have tøj på eller gå uden tøj, stort set som den enkelte har lyst til det” (www.oelejr.dk/drejoe/naturisme.html). Det vil altså sige, at selv på de ølejre hvor det i 70’erne nærmest var en forudsætning at være nøgen, er der sket en modificering af forholdet til nøgenheden. På samme vis fremgår det også af en nylig evaluering af lejren, at man ikke længere accepterer nøgenhed omkring fællesteltet, og da slet ikke i køkkenteltet (Olesen, Jyllandsposten, 7/4-2002). Altså kan man i dag identificere en diskurs, der tillader blufærdighed, mens den også tolererer topløsheden, og hvor det er op til den enkelte hvor grænsen går.

Anne Rasmussen mener danskerne bryster sig af et frit forhold til blottede bryster, men afviser denne påstand med sine undersøgelser fra Kongens Have. Som nævnt har hun identificeret en masse regler omkring topløs solbadning, der viser at vores forhold til blottede bryster ikke er naturligt. Det mest iøjnefaldende eksempel på dette er nok, at de topløse kvinder klæder sig på inden de flytter sig fra skygge til sol, og at man kun kan færdes topløs liggende eller halvt siddende. Et andet tydeligt kendetegn for de solbadende kvinder er at de ikke interagerer med andre, hverken gennem tale eller aktiviteter som boldspil eller backgammon. De er simpelthen afskåret fra alt hvad der ligger uden for deres eget håndklæde. Anne Rasmussen begrunder det med at man normalt opfatter bryster som et seksuelt tegn, men at det ikke er det der er hensigten, når kvinderne ligger topløse i parken. Derfor gælder det også om at være så neutral som muligt så man ikke tiltrækker sig opmærksomhed, hvorfor hovedparten af kvinderne solbader i bomuldstrusser. Det skal udgøre et signal om at man ikke skal ses på (Rasmussen i Politiken, 11/8-1996 og Weekendavisen, 2/8-1996). Dog, hvis det som Duerr og Arcand bemærker, er sandt at voyeuren opnår sin tilfredsstillelse ved at kigge på det forbudte (Arcand, 1997:35), synes det naivt at tro at man kan lufte brysterne i parken, proklamere at det er forbudt at kigge og så antage at det efterleves.

En del af årsagen til at det neutrale undertøj er et vigtigt element i solbadningen i Kongens Have er at der er tale om byrum, hvor der gælder andre regler end eksempelvis på stranden. Således må man skelne mellem forskellige rum og situationer, hvor forskellige regelsæt gør sig gældende.  

Rumligt perspektiv

Omgivelser for nøgenhed

At nøgenhed har forskellig betydning i forskellige rum er givet. Dette er også en pointe som mange nudister fremhæver når de taler om det naturlige ved nøgenhed. I mange nudistmagasiner er der fotografier af nøgne mennesker i naturlige omgivelser, hvilket giver nøgenheden en aseksuel karakter. Således siger en informant til sociologen Martin Weinberg, idet hun kommenterer nogle nøgenbilleder: “Here, she’s on a bed. It wouldn’t be sexy if she were on a beach with kids running around. […] Outdoors makes it ‘nature’“ (Weinberg, 1970:381).

Badeværelset er et fysisk rum hvor nøgenhed må antages at være naturligt. Dette forudsætter dog at man er alene i badeværelset og ikke, som det er tilfældet på et kollegiebadeværelse ved et amerikansk universitet, er sammen med adskillige andre, mens man foretager personlig hygiejne og forretter sin nødtørft. Charles Vivona og Merrilee Gomillion har lavet en undersøgelse af omgangsformen et sådant badeværelse, hvor 7-8 piger deles om et enkelt bad og toilet i samme rum. 

Den sociale nøgenhed

Det fælles pigebadeværelse på kollegiet danner rammen om en særlig form for samvær. Idet der kun er ét badeværelset er pigerne som regel tvunget til at benytte det i hinandens tilstedeværelse, og der hersker således nogle særlige konventioner om hvordan man forholder sig til hinanden.

Mange af pigerne fortæller at selv om man taler sammen, kigger man ikke på hinanden. Man søger at undgå opmærksomhed omkring kroppen og prøver at gøre den for mange unaturlige situation til noget ganske selvfølgeligt. Ofte kan humor fungere som afledningsstrategi. Ved at joke om, hvad man laver når man er på toilettet, kan man lægge afstand til de kropslige funktioner og på en måde adskille sin krop fra sig selv. Man tingsliggør kroppen og gør den til noget upersonligt (Vivona & Gomillion, 1972:132-133). Flere fortæller at de skjuler kønsdelene for andre, og at de i øvrigt undgår at tiltrække opmærksomhed omkring de erogene zoner. En pige nævner at hun egentlig synes det er forkert at hun er flov over sine kropsfunktioner. Det burde være helt naturligt at gøre de ting man gør på et badeværelse (ibid:132).

Det er imidlertid anderledes i denne situation, idet kropslige funktioner ikke alene forbindes med noget naturligt, men også med noget privat. Det private er så at sige en forudsætning for det naturlige, og det at fællesbadeværelset ikke udgør et privat rum, men derimod en social situation, gør forholdet til kroppen og de kropslige funktioner unaturligt.

Ifølge pigerne har opdragelsen stor betydning for hvordan man har det med den særlige situation. Med hensyn til opdragelse nævner pigerne også det kønsmæssige perspektiv. Mænd opdrages ikke til at udvise den samme blufærdighed som kvinder, snarere modsat (ibid:130). Som vi tidligere var inde på er dette tilsyneladende et generelt fænomen. Dette ses også af et eksempel fra Puerto Rico som Duerr bringer i sin bog. I Puerto Rico kan en lille dreng springe omkring i korte skjorter helt op til syvårsalderen, mens pigerne fra fødslen må skjule sit køn. Tilmed kan man “stryka handen längs en tvåårig pojkes penis och fråga: ‘Säg, lille man, vad ska du ha den här til’, varpå han svarar: ‘Till kvinnorna!’. At göra någat liknande med en liten flicka vore helt otänkbart” (Duerr, 1994:187-188).

Men tilbage til badeværelset; den overordnede pointe hos artiklens forfattere er, at der knytter sig et særligt normsæt til denne specielle situation.

Nogen lunde ligesådan forholder det sig i nudistlejre. Martin Weinberg (1970) viser i et essay i essaysamlingen Deviance and Respectability, hvordan man i nudistlejre konstruerer et særligt norm- og moralkodeks, som gør sig gældende i denne situation. Der er et sæt skrevne og uskrevne regler omkring opførsel som man må forholde sig til for ikke at blive ugleset eller i yderste konsekvens blive forvist fra lejren. Det gælder således at man ikke stirrer eller glor. Nudister kigger mere opad end normalt og sætter i øvrigt en ære i langvarig øjenkontakt, idet man dermed ikke kigger andre steder hen. Desuden taler man ikke om sex – heller ikke små sjofle vittigheder. Det er ikke velset at fremhæve visse dele af kroppen, f.eks. ved at barbere kønsbehåring eller lignende, samtidig med at man heller ikke bør gøre nogle unaturlige forsøg på at tildække kroppen. Man undgår kropskontakt, også mellem ægtefæller og man danser ikke uden tøj på. Desuden er der forbud mod indtagelse af alkohol, idet dette kan medvirke til slækkelse af de andre regler. Sidst men ikke mindst, er der regler om fotografering. Særligt mistænkes enlige mænd for at have skumle bagtanker med kameraet (ibid:377-382).

I Nielsen & Rosagers undersøgelse af en vinterbadeanstalt kommer et lignende normsæt til udtryk. Også her gælder reglen at man ikke kigger, og at sjofle og underlødige vittigheder ikke hører hjemme når man sidder nøgne i den fælles sauna. Alkohol og fotografering er som på nudistlejren underlagt visse restriktioner (Nielsen & Rosager, 2002:15f).

At der eksisterer sådanne særlige regelsæt i disse forskellige sociale rum kan belyses ved hjælp af Jack Douglas’ teori om den situationelt bestemte moral. Douglas kritiserer mange tidligere sociologers analyser af moral, idet de udelukkende koncentrerer sig om moral i abstrakt forstand. Den abstrakte moralforståelse er en del af et absolutistisk verdenssyn som i høj grad har været (og til dels stadig er) dominerende i den vestlige verden. Det vil sige at man har en forestilling om at der eksisterer en simpel moral bygget på rigtigt-forkert, godt-ondt, osv. Denne tages ikke alene for givet som en nødvendighed, men anses også for at være tydelig for individet i enhver situation. Pointen hos Douglas er imidlertid at moral aldrig kan fremstå som uproblematisk. Selv mellem individer der deler samme moral, vil der til tider opstå konflikter. Det skyldes at moral bedømmes individuelt i situationen på baggrund af en fælles socialiseret moral, dvs. en abstrakt moral. Ofte vil man ureflekteret handle efter denne, men i nogle situationer – særligt nye og ukendte – vil man mere bevidst overveje sine handlinger i situationen, dvs. man anvender sin egen fortolkning af den socialiserede, abstrakte moral i konkrete situationer (ibid:13-17).

Således er den situationelle moral en tolkning af den abstrakte moral (ibid:20). Det vil altså sige at selv om man i et socialt rum konstruerer et særligt normsæt, tager dette stadig udgangspunkt i det socialt indlejrede, abstrakte moralkodeks. Dette forklarer hvorfor der i nudistlejre, ifølge både Weinberg, Nielsen & Rosager og Ilfeldt Jr. & Lauer, eksisterer hvad man kan kalde de fire “nudist dogmer”, dogmer der udtrykker den officielle holdning blandt nudister: Nøgenhed og seksualitet er ikke relateret; der er intet skamfuldt i at fremvise menneskets krop; opgivelsen af tøjet giver følelse af frihed og naturligt velbefindende; nøgenhed giver fysisk og psykisk velvære (Weinberg, 1970:376-377; Ilfeldt Jr. & Lauer, 1963:167-172; Nielsen & Rosager, 2002:16f). Disse dogmer eksisterer for ikke at forbryde sig mod den abstrakte, indlejrede moral, og således for at retfærdiggøre, både over for sige selv og over for udenforstående, at man går nøgne rundt i samvær med andre. Særligt er dogmerne om at nøgenhed er naturligt, og at det ikke er forbundet med seksualitet, vigtige i denne sammenhæng.

Dette ses også af det svar en informant i Weinbergs undersøgelse, giver på spørgsmålet om hvorvidt han mener det er muligt at være blufærdig i en nudistlejr: “I think so. […] If a Person acts natural…. An immodest person would be an exhibitionist, and you would find them in nudism too.” (1970:386). Således opfatter nudister sig selv som blufærdige, selv om de tilsyneladende overtræder en fundamental samfundsnorm.

Skønt det er officielt vedtaget at det forholder sig som de fire dogmer foreskriver, viser Weinberg med mange eksempler at holdning og handling ikke altid følges ad. Nogle er klar over og indrømmer dette paradoks, mens andre kategorisk afviser det. Et eksempel på sidstnævnte er en kvinde, der på spørgsmålet om, hvad hun ville gøre hvis hun tog en anden i at kigge på hendes krop, mens hun solbadede, svarede: “I would think I had some mud on me. […] Probably I was getting sunburn and they wanted to tell me to turn over […]. These are the only two reasons I can think of why they were staring” (ibid:384).

Mange anser det største normbrud for at være at få erektion i nudistlejren. Frygten for at bryde denne norm kan i nogle tilfælde medføre, at vedtagelsen af den manglende sammenhæng mellem nøgenhed og seksualitet bliver en realitet. Således fortæller en mand at han en dag, mens han lå på maven og solbadede, fik erotiske tanker: “And then one realizes it can’t happen here. With fear there isn’t much erection” (ibid:388). En udtalelse som denne henleder opmærksomheden på det der også er pointen i de to undersøgelser, Ilfeld Jr. & Lauer og Nielsen & Rosager: den naturlige nøgenhed er måske ikke så naturlig endda. Selv om det hævdes at der ingen relationer er mellem nøgenhed og sex, må der bemærkelsesværdigt mange foranstaltninger til for at holde denne “sandhed” i hævd, f.eks. alkoholforbud, restriktioner om antallet af enlige mænd, det uacceptable i at kigge, osv. Netop det vigende blik kan ses som bevis mod den naturlige nøgenhed. Det er anstrengende hele tiden at skulle kigge væk, og Duerr påpeger i sin bog, at det at være nøgne sammen kræver større selvkontrol og driftskontrol end det at være påklædt. Resultatet er en spændt atmosfære, i modsætning til den afspændte stemning tidlige vestlige iagttagere mente at fornemme blandt vilde indfødte (Duerr, 1994:122). Ilfeld Jr. & Lauer mener at det er direkte usundt, da det er mentalt stressende at være bevidst om at man er afvigende fra samfundets normer (1963:172).

Tendensen til anspændthed ses også af den reaktion som Nielsen & Rosager bemærker når to nøgne personer strejfer hinandens kroppe. Hvor man med tøj på knap ville have registreret denne berøring, undskylder man prompte og ganske ureflekteret ved enhver form for kropskontakt når man er nøgen (Nielsen & Rosager, 2002:19).

Deraf kan man se at nudister paradoksalt nok har en specielt lav blufærdighedsgrænse. Særligt er der en hårfin grænse for hvad der kan tolkes som erotisk eller seksuelt tilnærmende, og tærsklen for tolerance er meget lav.

Ifølge Ilfeldt Jr. & Lauer har denne ekstra lave tærskel at gøre med en stræben efter accept fra omverden. Idet nudister opfatter sig selv som moralske mennesker, vil de have deres handlinger til at “bevise” deres moral til den omgivende verden. Derfor konstruerer de strengere normer for at erstatte den de har brudt omkring blufærdighed (1963:206). Denne tese er godt i tråd med Douglas’ teorier om den situationelle moral som konstrueres på baggrund af den socialt indlejrede, abstrakte moral.

Weinberg benytter i sin analyse af nudistlejrene Douglas’ tese om situationel moral. Man kan imidlertid indvende at deres brug af begrebet er forskellig, idet Douglas med situationel moral henviser til den moralske overvejelse i en specifik interaktion, mens Weinberg henviser til den der hersker – og som er situationelt konstrueret – i et socialt rum, nemlig nudistlejren. Weinberg benytter alligevel begrebet situation om hvad vi har valgt at betegne det sociale rum. Vi mener der er en væsentlig pointe i at foretage en skelnen mellem social situation og socialt rum, idet der inden for et socialt rum hersker en dertil konstrueret moral, der igen kan tolkes situationelt.

Man kan altså tale om at der i forskellige sociale rum hersker forskellige normer og moral, konstrueret på baggrund af en socialt indlejret moral. I kraft af de foranstaltninger der må til for at opretholde den situationelt konstruerede moral i f.eks. nudistlejre, kan det imidlertid forekomme at nøgenheden alligevel ikke er så naturlig. Det solide bånd mellem nøgenhed og seksualitet er tilsyneladende svært at bryde, og at det til stadighed gør sig gældende ses af de overtrædelser af de konstruerede normer der hele tiden forekommer. 

Den rette blufærdighed

Som nævnt ovenfor har nudistlejre et særligt moralkodeks, der har til formål dels at undgå utilsigtet seksualisering af nøgenheden, og dels at fortælle omverdenen at nudister er moralske mennesker. Moralen er strammere fordi folk er nøgne – en situation, der som sagt ikke er så naturlig som de afklædte gerne så den var – og overskrider man disse grænser, marginaliserer man sig selv. Dette sker på flere niveauer. I forhold til den kollektivt vedtagne moral vil man, ved at træde ved siden af, fremstå som mindre moralsk end de der overholder reglerne. Man udsætter sig dermed for risikoen for at blive nedgraderet af andre. Herved forstås at man inden for gruppen bliver vurderet ud fra ens negative egenskaber – uanset hvad godt man ellers måtte bidrage med – og på den måde kommer til at fremstå som mindre moralsk end dem, der foretager denne bedømmelse. Douglas formulerer dette i en generel moralteori bestående af en dualistisk opdeling i godt og ondt, moralsk og amoralsk, hvor den enkelte aktør – gruppe eller individ – søger at opgradere sig selv moralsk ved at nedgradere andre, så man kommer til at fremstå som et bedre menneske over for mennesker der har betydning for en (significant others). Herved mener han at mennesker deltager i et evigt nulsumsspil, hvor den ‘normale’ aktør vinder i moralsk værdi, hvad afvigeren taber (Douglas, 1970:6f). Et eksempel herpå stammer fra Nielsen & Rosagers undersøgelse af vinterbadere, hvor en informant under et interview giver udtryk for forskellig holdning til nudisme og naturisme. Hun mener at nudister har som mål at vise sig frem for hinanden – en  negativ egenskab – mens naturister og dermed vinterbadere er nøgne fordi det er naturligt, og ikke har behov for at vise sig frem for hinanden, da de hviler i sig selv. Naturisme bliver altså fremhævet som værende naturligt og positivt, mens nudisme groft sagt kategoriseres som en perversitet. Hos de amerikanske nudister (ikke at forveksle med den danske vinterbaders definition!) er der som allerede nævnt tale om en sådan opgradering af nudisterne selv i forhold til normbrydere, men også i forhold til potentielle normbrydere. Her henviser vi til de enlige mænd, der nægtes adgang til lejren på baggrund af tvivl om den moralske værdi af deres hensigter i forhold til andre nudister.

Denne teori knytter endvidere an til Elias’ behandling af blufærdighed i ældre og ‘primitive’ kulturer, hvor han som beskrevet ovenfor opfatter nøgenhed som et udtryk for manglende blufærdighed. Han sammenligner de fremmede med hvordan Vesten var tidligere i civilisationsprocessen, der naturligvis regnes som et fremskridt. Herved nedgraderer han disse mennesker til ublufærdige og vilde, mens den vestlige civilisation kommer til at fremstå som havende en højere moralsk standard[2].

Stigmatisering er en lignende form for degradering af andre. Oprindeligt stammer ordet stigma fra græsk og betyder et legemligt tegn, der har “den bestemte funktion at afsløre noget usædvanligt og slemt om bærerens moralske status.”. Tegnet blev påført den stigmatiseredes krop for at advare andre om at der var tale om en person der skulle undgås. I nutidens sociologiske sammenhæng bruges begrebet på et mere abstrakt plan, hvor det ikke så meget er et fysisk kendetegn, som den sociale betydning der betegnes (Goffman, 1975:13). Således kan man tale om stigmatisering af afvigere på et idémæssigt plan, hvor en person eller gruppes negative eller potentielt negative egenskaber fremhæves, hvorved der kollektivt eller individuelt tages afstand fra den eller de stigmatiserede.

Blandt de amerikanske nudister sker der en klar stigmatisering af folk der overtræder de skrevne og uskrevne regler. De betragtes som afvigere idet de åbenlyst ikke efterlever den restriktive moral som de fire nudistdogmer foreskriver, og udgør dermed en trussel mod den eksisterende orden (Douglas, 1970:20-21). For at beskytte denne, straffes de eller underlægges sanktioner, og i og med de andre i lejren er bekendt med dette, bliver de marginaliseret. Et eksempel på dette er måden hvorpå en krænkelse af det afseksualiserede miljø håndteres. Weinberg fortæller at hvis en mand åbenlyst får erektion, forklares dette over for børn med at han er sindssyg, hvorved der skabes et stigmatiseret billede af ham (Weinberg, 1970:386).

På den måde er det gældende moralkodeks – abstrakt eller situationelt – indlejret i vores opfattelse af hvordan den ‘normale’ verden er eller bør være. Derfor reagerer vi i overensstemmelse hermed, når vi befinder os i situationer der bryder rammen for hvad der kan betegnes som normalt. Et eksempel der illustrerer dette ganske godt, er en episode beskrevet i den føromtalte vinterbadeanstalts jubilæumskatalog: For nogle år siden var der smæklås på døren ind til saunaens forrum, hvilket umiddelbart ikke udgjorde noget problem, da den kunne låses op indefra og man havde sit tøj og sin nøgle udenfor i en af omklædningsbåsene. Imidlertid var der vinterbadere, som fandt det bekvemt at klæde om inde i forrummet inden de sprang i havet. En vinteraften var en mandlig vinterbader den sidste i saunaen inden lukketid, og da han gik ud for at få sig en sidste dukkert inden han skulle hjem, smækkede døren. Indenfor lå hans tøj og hans nøgle, mens han selv befandt sig udendørs i bitter frost uden en trævl på kroppen. Efter forgæves at have råbt om hjælp, måtte han sande at hvis han ikke skulle fryse ihjel i løbet af natten måtte han ud, hvilket foregik over indhegningen med dertil hørende pigtråd, da døren ud til også var låst for at undgå ubudne gæster. Til hans store held lå der en kro i nærheden, og han skyndte sig derhen for at bede om hjælp. Da han nåede parkeringspladsen ankom en taxa og satte en gæst af. Vinterbaderen så taxaen som en mulighed for at komme hjem, hvorfor han skyndte sig hen imod vognen. Chaufførens reaktion ved synet af den nøgne mand var at skynde sig at køre, og efterlade den frysende mand til ydmygelsen ved at træde nøgen ind på kroen (Jubilæumskatalog, 1993:21).

Eksemplet viser hvordan vores internaliserede moralbegreber kombineret med lokal viden – i dette tilfælde at der ligger et psykiatrisk hospital i nærheden – påvirker hvordan vi vælger at handle i en given situation. At det strider mod samfundsnormen at løbe nøgen rundt i frostvejr, kan der næppe herske tvivl om, og chaufføren har således ikke set en vinterbader i nød, men en sindsforvirret person der måtte være stukket af fra den nærliggende anstalt. At han valgte at flygte, hænger sammen med det stigma der er forbundet med sindssyge, nemlig at de kan være til fare for sig selv og andre, og at de anses for at være utilregnelige.

Der kan imidlertid også opstå situationer der indbefatter sindslidende personer, hvor deres mentale afvigelse fører til en slækkelse af normerne. Dette viser Lars von Trier i sin film ‘Idioterne’, der handler om en gruppe yngre mennesker som forsøger at gøre op med borgerskabets værdier ved at lade som om de er psykisk handicappede. I en af scenerne er de i svømmehallen, hvor to af gruppens kvinder spiller ’plejere’ og resten ’idioter’. Da de forlader bassinet for at gå til de kønsopdelte bruseafdelinger, holder en mandlig ‘idiot’ fast om håndleddet på en kvindelig ‘plejer’, og vil ikke give slip. Resultatet bliver at han må gå med i kvindeafdelingen, hvor de øvrige brugere i første omgang udtrykker mishag ved hans tilstedeværelse, men da de begriber at han er psykisk handicappet, bliver det pludselig accepteret. Situationen når sit klimaks, da den mandlige ‘idiot’ får rejsning i brusebadet. Som tidligere nævnt er denne kropslige funktion ikke velset i sociale sammenhænge (der indbefatter mere end to personer), men i denne sammenhæng, hvor han bliver opfattet som retarderet, bliver situationen mødt med overbærenhed, smil og fnis (Trier, 1998). Herved viser filmen ‘Idioterne’ at det for sindsforvirrede er ‘tilladt’ at bryde normerne.

Filmen har endnu en pointe i forhold til blufærdighed. Den formåede ved sin premiere at overtræde hele den vestlige verdens blufærdighedsgrænser, dels på grund af de ublufærdige scener med nøgenhed og gruppesex, men også fordi det anses for ufint at parodiere handicappede.

En væsentlig pointe i antropologisk kontekst er desuden, at den illustrerer hvordan den fremmede eller idioten identificeres ved at han falder udenfor (Arcand, 1997:29). Han kender ikke reglerne, og kan derfor ikke stilles til ansvar for sine handlinger (Douglas,1970:12). Det vil altså sige at den fremmede og tossen fratages deres ansvar fordi de ikke ved bedre, mens de samtidig mærkes med et stigma, der fungerer opretholdende for de normer de bryder.

Nøgenhedens klæder

I sociale situationer hvor blufærdighed kan forekomme, findes der forskellige måder at skabe og opretholde et privat rum omkring sig. Vi vil her diskutere nogle af de strategier der benyttes i relation til de forskellige sociale rum og situationer vi allerede har berørt.

I det fælles badeværelse ser vi hvordan en privat situation gøres til noget socialt og derfor giver anledning til blufærdighed. Den måde hvorpå pigerne håndterer denne blufærdighed, nemlig ved afledningsmanøvrer så som vittigheder der distancerer den private handling fra den sociale kontekst, er en måde at opretholde en privatsfære omkring sig selv. En anden strategi der benyttes er, hvad Goffman kalder ‘øjets disciplin’ (Goffman, 1972:45), hvilket vil sige at man ikke kigger på hinanden på en måde der kan virke krænkende. Det samme gør sig gældende på vinterbadeanstalten og i Weinbergs nudistlejre, ligesom Duerr identificerer noget lignende på tidligere tiders japanske badeanstalter. Her lod man blikket glide forbi eller så igennem de andre badende, noget der igen i en Goffmansk terminologi benævnes ‘civil inattention’ (Duerr, 1994:109). De to begreber kan siges at være to sider af samme sag, og Goffman samler da også trådene i en generel konklusion om relationen nøgenhed og blikke, hvor han siger at ‘når kroppe er nøgne, er blikke tildækkede’ (Goffman, 1972:46, egen overs.). Duerr bruger et lidt andet billedsprog, idet han benytter betegnelsen ‘fantomtøj’ om japanernes disciplinerede blikke. Herved forstås at det private rum, som klæder normalt skaber omkring en person, her dannes ved at man ikke ser kroppen[3] (Duerr, 1994:151).

Den nøgne krop kan også ‘klædes på’ gennem de informationer man vælger at lade andre få del i. Således beskriver Nielsen & Rosager, hvordan man ved sin nøgenhed er socialt afkodet, og derfor selv kan bestemme, hvor meget ens klubfæller skal vide om én, og at man på den måde kan forme sin identitet (Rosager & Nielsen, 2002:15+18f). Noget lignende gør sig gældende i Kongens Have blandt de topløse solbadere, der foruden at skabe det såkaldte håndklædeterritorium også opretholder deres private rum ved ikke at kommunikere med andre mennesker. Denne måde at kontrollere information er ifølge Goffman til for at beskytte selvets territorier (Goffman, 1972:39f), hvilket ses med tydelighed i nudistlejrene, hvor man ikke kender hinandens efternavn og professionelle identitet, ligesom man uden for lejren undlader at fortælle om sit medlemskab (Weinberg, 1970:396). Arcand opsummerer dette ganske godt idet han mener at “sociale interaktioner til syvende og sidst udformes af en blanding af diskretion og afsløring. En ustabil kombination af åbninger og lukninger, underlagt de permanente farer for at åbne og lukke for meget eller for lidt.” (Arcand, 1997:32).

Begrebet ’fantomtøj’, som Duerr introducerer, kan således anvendes bredt om de strategier, der bruges i skabelsen af et privat rum i den sociale sammenhæng, idet de alle er udtryk for at man aldrig er helt afklædt – uanset hvor nøgen man er.

Konklusion

Et spørgsmål om blufærdighed

Blufærdighed er universelt, blot udtrykkes den forskelligt i tid og rum. Således har vi med vore kilder vist at blufærdighed er til stede i alle dele af verden og gennem hele historien, trods det at man mange steder færdes afklædt. Blufærdigheden over for den nøgne krop og kønnet udspringer af relationen mellem køn og seksualitet. Den dominerende diskurs omkring denne blufærdighed er i konstant forandring, og var særligt karakteristisk i 70’erne, hvor man – mere eller mindre bevidst – søgte at kappe det faktuelle bånd mellem køn og seksualitet som led i en ligestilling af kønnene. At blufærdighed igen er blevet ’tilladt’ er et udtryk for at dette bånd vanskeligt lader sig bryde. Selv om vi i vort samfund tolererer topløshed i visse sociale rum, ønsker vi at bevare den ’sexede’ blufærdighed, som bl.a. Diderot priser. Dette ses også af den herskende mode, der fremhæver kvindeligheden på en måde, hvor det bare skind blottes meget, men aldrig for meget.

De forskellige sociale rum og situationer vi har berørt, viser hvorledes forskellige regelsæt gør sig gældende og endog at almindelige normer og regler ophæves, når eksempelvis en privat situation gøres social. Dog vil et konstrueret moralkodeks altid have sit udspring i den socialt indlejrede moral, hvilket dogmerne i nudistlejrene er et eksempel på. Man kan altså ikke bare fralægge sig den indlejrede moral selv om man ønsker det, hvilket for eksempel er tilfældet når nudister og vinterbadere fastholder at social nøgenhed er naturligt, mens deres handlinger peger på det modsatte. Den eneste måde hvorpå den indlejrede moral umiddelbart kan ændres er ved at handle imod den, men selv dette vil i de fleste tilfælde have den effekt at moralen bekræftes. Det kommer til udtryk i den måde, hvorpå nudister (og andre) stigmatiserer afvigere, forstået således at det indlejrede moralkodeks er bestemmende for hvem der stigmatiseres som afviger, og på denne vis reproduceres den indlejrede moral.

De strategier der benyttes i dannelsen og opretholdelsen af det private rum fortæller os ligeledes en masse om moral, idet den indlejrede moral igen har indflydelse på hvordan og i hvilken grad vi ’privatiserer’ kroppen. Således er det, når nudisterne hemmeligholder denne del af deres identitet for folk uden for lejren, et udtryk for at de ikke ønsker at blive marginaliseret fordi de overtræder den norm, der siger at nøgenhed er privat. På samme vis er ’øjets disciplin’ en måde at omgå den selv samme norm, nemlig at man i sociale sammenhænge bør være blufærdig over det blottede køn.

Altså er blufærdighed universel, men kommer til udtryk forskelligt. Vi kan endvidere se at en væsentlig generator i skabelsen af denne blufærdighed er den indlejrede moral, som er en del af den habitus der internaliseres i vores kroppe, således at vi ikke kan fravige den. Den socialt indlejrede moral er tilpasset det enkelte individ, på en sådan måde, at opvæksten indvirker på hvordan vi tolker den. Således udtrykkes blufærdigheden forskelligt afhængig af tid, kultur og social kontekst.


Litteratur

Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (Red.) [1996] (2000)
Klassisk og moderne samfundsteori, København: Hans Reitzels Forlag A/S.

Arcand, Bernard (1997)
"Blufærdighedens magt, magtens blufærdighed. Prins Henriks nøgenbilleder" i Tidsskriftet Antropologi nr. 35-36, 1997 s. 25-38.

Boughedir, Férid (1990)
Halfaouine. Cinétélé Films og France Média, Scarabée Films, Radio Television Tunesienne, La Sept og WDR. Tunesien/Frankrig.

Bourdieu, Pierre [1977] (1995)
Outline of a Theory of Practice, Cambridge: University Press.

Douglas, Jack D. (1970)
Deviance and Respectability. The Social Construction of Moral Meanings, (Ed.) by Jack D. Douglas, New York: Basic Books, inc.

Drejø ølejrs hjemmeside
"Tøj - med eller uden?",
http://www.oelejr.dk/drejoe/naturisme.html

Duerr, Hans Peter [1988] (1994)
Nakenhet och skam. Myten om civilisationsprocessen, Stockholm: Brutus Östlings Bokförlag Symposion.

Elias, Norbert [1939] (1983)
The Civilizing Process. The History of Manners, Oxford: Basil Blackwell Publisher Limited.

Goffman, Erving [1971] (1972)
Relations in Public, New York: Harper Colophon.

Goffman, Erving [1963] (1975)
Stigma

Ilfeldt Jr., Fred and Lauer, Roger (1964)
Social Nudism in America, New Haven: College and University Press Services.

Jubilæumsskrift fra en anonym badeanstalt. Nærmere oplysning angives ved henvendelse til forfattere.

Kjeldsen, Lene (1997)
"Blufærdighedens ublu fremmarch" i Forum: tidsskrift for køn og kultur - Årg. 17, nr. 2, 1997 s. 48-51.

Olesen, Stig (2002)
"Dæk!" i Morgenavisen Jyllands-Posten, 7. april 2002 s.12. 

Nielsen, Fika & Rosager, Lisa (2002)
Den nøgne sandhed om vinterbadere - en etnografisk analyse af nøgenheds betydning for social interaktion. Metodeøvelse på 4. semester, Etnografisk Afdeling, Århus Universitet.

Ordbog Over Det Danske Sprog. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København 1981 [1920]. Andet bind.

Rasmussen, Anne (2002)
"Ikke bare bare bryster" i Weekendavisen, 2. august 2002.

Rasmussen, Anne (2002)
"De bare brysters selvbdrag" i Politiken, 8. august 2002.

Shilling, Chris (1993)
The Body and Social Theory. London: Sage Publications Ltd.

Tofte, Axel MCMXLIII
Seksuel Hygiejne. Haandbog i Seksuel Oplysning. København: Forlaget Nyttebøger.

Trier, Lars von (1998)
Idioterne. Zentropa.

Vivona, Charles M. and Gomillion, Merrilee (1972)
"Situational Morality of Bathroom Nudity" i The Journal of Sex Research, vol. 8, nr. 2, 1972 s. 128-135.

Weinberg, Martin (1970)
"The Nudist Management of Respectability: Strategy for, and Consequences of, the Construction of a Situated Morality" i Deviance and Respectability. The Social Construction of Moral Meanings. (Ed.) by Jack D. Douglas, New York: Basic Books.


Sekundær litteratur

Achen, Sven Tito (1982)
"Nøgenhed" i Politiken, 23. okt. 1982.

Nielsen, Niels Kayser (19979
Krop og kulturanalyser. Den levede og den konstruerede krop. Odense Universitetsforlag.

Weinberg, Martin S. (1965)
”Sexual Modesty, Social Meanings, and the Nudist Camp” i Social Problems, vol. 12, 1965 s. 311-318.

Weinberg, Martin S. (1966)
”Becoming a Nudist” i Psychiatry/Interpesonal and biological processes, vol. 29, nr. 1, 1966 s. 15-24.

Weinberg, Martin S. (1967)
”The Nudist Camp: Way of Life and Social Structure” i Human Organisation vol. 26, nr. 3, 1967 s. 91-99.


Noter

[1] Det er bemærkelsesværdigt at kvinderne på disse billeder altid vender ansigtet bort, hvilket ikke er tilfældet på andre billeder hvor kvinderne har tøj på. Dette kan tolkes som udtryk for at blufærdigheden stadig er til stede, selv om den fornægtes.

[2] Det er værd at bemærke at en stigmatiseringsproces som den Elias ved denne kategorisering tager del i, kommer til at udgøre temaet i hans værk ”The established and the outsiders” i 1965 (Andersen & Kaspersen, 2000:408ff).

[3] På samme vis kan man ifølge Duerr også skabe sit private rum ved hjælp af fantomvægge, hvor man ved at udvise afvisende adfærd, opbygger imaginære vægge omkring sig.