|
I 1991, samme år som Sovjetunionen gik i opløsning, blev Georgien en selvstændig stat. I forbindelse med den nye selvstændighed ændredes folks livsverdner markant. En bølge af nationalisme gik gennem befolkningen, en række blodige konflikter brød ud, og det blev farligt at færdes på gaderne i de større byer. Det daglige liv blev for de fleste sværere, idet det kneb med madrationer, valuta, elektricitets- og vandforsyningen og at få sin lønudbetaling fra det offentlige. Et par år senere, forårsaget af konflikten mellem Abkhasien (Georgien) og selve Georgien i 1992-93, begyndte humanitære organisationer at dukke op i landet for at tage sig af krigsofre og flygtninge. Den norske humanitære organisation Flyktningerådet etablerede sig første gang i Kaukasus i 1995, oprindeligt med et FN-mandat til at assistere flygtninge fra konflikten (1989-92) mellem Sydossetien (Georgien) og Georgien til at vende tilbage til deres forladte landsbyer. I 1997 besluttede Flykningerådets at begynde et projekt, der skulle introducere undervisning i menneskerettigheder i folkeskoler i Georgien (herefter benævnt MR-projektet). Projektforslaget blev godkendt af det norske udenrigsministerium, der herefter sponsorerede projektet. Denne opgave handler om dette projekt. Den er baseret på personlige erfaringer fra perioden oktober 1997 til juli 1998 hvor jeg havde et praktikophold ved Flyktningerådets kontor i Tbilisi(1). Opgaven er en refleksion over mine personlige erfaringer, hvorfor det overvejende er en empirisk opgave.
MR-projektet er en såkaldt "pakkeløsning". Projektet er udtænkt og formuleret i Skandinavien og består af de samme komponenter i alle de lande hvor Flyktningrådet kører lignende projekter(2). Projektets pakkeform er noget, der bekymrer de ansvarlige for projektet. Da jeg derfor mødte op på Flyktningerådets kontor i Tbilisi for at ansøge om et praktikophold "kom jeg som sendt fra himlen" i følge den daværende chef for Flyktningerådets aktiviteter i Kaukasus. Jeg var som antropologi studerende associeret med "den lokale kontekst", hvilket ville facilitere tilpasningen af "udviklingspakken" til "den lokale kontekst" i form af en slags brobyggeri. Desuden var jeg (næsten) gratis. I løbet af de første måneder blev mine ansvarsområder imidlertid omdefineret til at være ansvarlig for implementering af projektet i Abkhasien og Sydossetien, de to regioner, der har løsrevet sig fra centralregeringen i Tbilisis kontrol(3). Der skete et skred i betydningen af min tilstedeværelse fra at være det antropologiske indslag, der skulle føde viden om "den lokale kontekst" ind i en større projektpakke, til at være implementator af projektpakken i "den lokale kontekst". Dette skred, vil jeg hævde, er symptomatisk for hele projektets konstruktion. Der var tale om en inkongruens mellem på den ene side de erfaringer man gjorde sig i organisationen, der peger i retning af at viden om den sociale kontekst er fundamental for et projekts succes, og på den anden side de midler og den opmærksomhed, der blev tildelt den sociale kontekst.
Det centrale problem er spørgsmålet om hvorfor en egentlig forståelse af den sociale kontekst blev marginaliseret, på trods af at der er tale om et "blødt" projekt, der har til hensigt at skabe social forandring ved at påvirke folks måde at tænke på.
Flyktningerådet håndterede den sociale kontekst ved hjælp af kategorien "den lokale kontekst". Jeg skelner her imellem den emiske kategori "den lokale kontekst" og den ganske anden etiske kategori "den sociale kontekst". Førstnævnte blev brugt af medarbejderne i organisationen til at betegne Kaukasus og evt. Rusland, undtaget øer, hvor internationale organisationer havde deres kontorer. Indholdet i denne kategori var stort set ikke andet end en vag idé om Georgien som et område præget af etnisk forskellighed og konflikt. Kategoriens vage konturer gav anledning til forvirring og frustration for de medarbejdere, der skulle håndtere den faktiske sociale kompleksitet gennem begrebet "den lokale kontekst". Spændingen mellem den emiske kategori, "den lokale kontekst", og den etiske kategori, "den sociale kontekst", førte til at medarbejderne i det daglige var tvunget til at afvige fra et planlagt projektforløb og finde på ad hoc løsninger. Den etiske kategori, "den sociale kontekst", bruger jeg til at betegne den faktiske sociale kompleksitet, som den findes i Kaukasus.
Jeg vil argumentere for, at manglen på viden om den sociale kontekst førte til, at organisationen havde en tendens til at holde fast i det planlagte projektforløb og at sætte sig selv i centrum ved at vægte "lokal kontekst" og "projekt" som ligeværdige elementer. Således at medarbejderne kunne tale om "at tilpasse projektet til den lokale kontekst". Jeg vil vise at dette udsagn ingen mening gav for f.eks. den sydossetiske "uddannelsesminister", for hvem MR-projektet var af perifer betydning. Det er ikke min hensigt at dømme om MR-projektet er en succes eller en fiasko. Derimod ønsker jeg at føre læseren til en tentativ forståelse af rationalet bag Flyktningerådets arbejde. Det vil vise sig, at medarbejderne havde gode grunde til at handle som de gjorde.
I løbet af praktikopholdet skrev jeg dagligt noter og gemte alt materiale som Flyktningerådet producerede om projektet. Opgaven er begrænset til at handle om organisationens arbejde i denne periode. Den er samtidig bygget på et selektivt udsnit af noter. Der kunne have været skrevet en helt anden opgave ud fra de samme noter. Jeg har derfor ingen intentioner om at fremføre nogen endegyldig fortolkning. Der er udelukkende tale om et forsøg på en fortolkning. Når jeg i dag læser mine noter igennem, står det klart, at de er farvet af den institutionelle kontekst jeg befandt mig i. Organisationen var i centrum under mit ophold i Georgien, derfor vil den også være i centrum i denne opgave. Det har siden været brugbart at relativisere og kontekstualisere organisationens arbejde ved hjælp af antropologiske teorier om "udvikling".
De antropologiske værker om "udvikling" som jeg har valgt at bruge er: Ferguson (1990), Escobar (1995), Crewe og Harrison (1998), Gardner og Lewis (1996) og Long (1992). De er udvalgt for at illustrere at MR-projektet kan fortolkes på forskellige måder. Kilderne, der danner grundlag for denne opgave, er: 1) materiale, der enten er produceret i forbindelse med MR-projektet eller indenfor udviklingsindustrien i Georgien og 2) etnografiske og politologiske tekster produceret om Georgien. Den første kategori består af materialer jeg har indsamlet i perioden oktober 1997 til juli 1998 og omfatter: Materiale produceret indenfor institutionens rammer: interne memo, strategi og policy papers, mødereferater, kommunikation mellem hovedkontoret i Oslo og kontoret i Tbilisi, tillige med undervisningsmaterialer og materiale produceret af andre organisationer. Endelig i denne kategori hører mine egne noter, der også omfatter interviews med georgiske intellektuelle, "almindelige mennesker" og "internationale" hjælpearbejdere. Til den sidstnævnte kategori skal det siges at der er produceret meget lidt etnografisk materiale om Georgien, hvilket skyldes at vestlige antropologer i Sovjettiden generelt var uvelkomne i Kaukasus (Dragadze 1988). Undtagelser er Dragadze (1988) og Mars og Altman (1983). Der eksisterer en produktion af sovjetisk etnografisk materiale, som ikke kan forkastes uden videre, men som har et ideologisk touch. Manglen på sandfærdigt nedskrevet historie og etnografi har ført til mystik og er en årsag til de territoriekrav, der har udløst konflikter i området efter Sovjetunionens opløsning (Krag 1994:31). Der mangler egentlig etnografisk litteratur om Georgien, derfor er denne opgave primært baseret på egne iagttagelser.
Dette afsnit har til formål at præsentere nogle mulige forklaringer på hvorfor den faktiske komplekse sociale kontekst blev reduceret til det utilstrækkelige begreb "den lokale kontekst" i Flyktningerådets arbejde. De valgte antropologer kan deles op i to kategorier efter hvordan de opfatter "udvikling". Den ene gruppe (Arturo Escobar 1995 og James Ferguson 1990) ser "udvikling" som et sæt europæiske idéer (eller diskurser), som en særlig måde at tænke på, der også former vores opfattelse af andre sociale fænomener. Den anden gruppe (Crewe og Harrison 1998 samt Gardner og Lewis 1996) ser "udvikling" som en potentiel drivkraft for en positiv forandring af samfundet, som en proces i retning mod en ideal tilstand, der dog ikke nødvendigvis er specificeret.
James Ferguson udgav i 1990 "The Anti-politics Machine". Dette var et resultat af mange års forskning i en håndfuld af Verdens Bankens udviklingsprojekter i Lesotho. Inspireret af Michel Foucault's diskursbegreb (diskurs som et system af tanker, der informerer praksis, og som har "virkelige" effekter (Ferguson 1990:18)) finder Ferguson at et bestemt konceptuelt apparatur er knyttet til "udvikling". En institution, der skal forestå "udvikling", er sat op af og formet af en distinkt diskurs, der udspringer af tohundrede år gamle europæiske idéer om rationalitet og social organisation i moderniteten: Den moderne stat og den dertil hørende bureaukratiske organisationsform, kapitalistisk økonomi som strukturerende princip, nationen som en enhed og teknologisk evolution. Denne diskurs informerer de ansatte i institutionens tænkemåde og praktiske handlen, således at den viden de producerer, og det arbejde de udfører skabes i et billede af diskursen. Således vil også en antropolog, der arbejder indenfor diskursen, få sine indsigter farvet af det konceptuelle apparatur. Disse institutioners arbejde ser stort set ens ud i det meste af verden. "Udvikling" kommer i identiske pakker. Institutionen har ganske enkelt ikke "brug for" viden om den sociale kontekst, idet den ikke besidder midler til at intervenere med andet end en vis type tekniske løsninger. Der eksisterer derfor et fundamentalt modsætningsforhold: "To do what it is set up to do (bring about socio-economic transformation), a "development" project must attempt what it is set up not to be able to do (involve itself in political struggles)" (op cit. 226). Følgende konstruerer institutionen dens objekt (dvs. en given social kontekst) således at "udvikling" bliver et spørgsmål om at intervenere med de midler institutionen har til rådighed. Effekten blev i Lesotho, at udviklingsinstitutionen gennem dens arbejde gjorde det politiske spørgsmål om småbøndernes fremtid til et spørgsmål om teknologisk "udvikling". "Udvikling" ses her som en systematiseret proces, hvor de gode intentioner ikke er identiske med de faktiske effekter. Inspireret af Foucault's magtbegreb finder Ferguson, at der er tale om at der gennem "udviklingsprojekter" praktiseres konstellationer af kontrol, der ikke har nogen subjekter, som aldrig er blevet planlagt og udtænkt af noget individ, og nogle gange end ikke opdaget, men derfor blot desto mere effektive. Netop fordi de er strategier uden en forfatter og uden subjekter giver de politisk mening.
Tæt op af Ferguson ligger Arturo Escobars "Encountering Development" (1995), som er et studie af udviklingsprojekter i Latinamerika. Escobar argumenterer for, at "udviklerne" konstruerer repræsentationer af "modtagerne" i billedet af dem selv. Disse repræsentationer har i løbet af det 20. århundrede fungeret som en mekanisme for koloniel og neo-koloniel dominans for Nord over Syd. Repræsentationer som f.eks. "analfabetisme", "overbefolkning", "sult" og "fattigdom" legitimerer vestlig intervention i tidligere kolonier. Escobars "svar" på hvorfor viden om den sociale kontekst marginaliseres er, at "udvikling" i sin natur er et fænomen, der har til hensigt at disciplinere modtagerne og samtidig ændre deres levevilkår. Derfor er modtagernes sociale organisation og egne ønsker uvedkommende. For Escobar er "udvikling" en trussel mod modtagere af "hjælp", idet disses subjektivitet formes i billedet af giveren af hjælp. Han opfordrer derfor til modstand og her ser han antropologens rolle som værende en fortaler i kampen mod imperialismen.
En gruppe antropologer har kritiseret Escobar og Ferguson for at have en for uniform og statisk opfattelse af "udvikling". Disse antropologer anlægger en tilgang til "udvikling", der er inspireret af Anthony Giddens' teori om "human agency". Dvs. en anerkendelse af at individet selv er med til at skabe sin verden, snarere end at dets handlinger bestemmes af kapitalismen eller af statslige interventioner (Giddens i Long 1992:22-24). "Human agency" idéen er grundlæggende optimistisk. Den peger på at det er muligt at foretage konstruktive forandringer i udviklingspolitik. Folk udnyttes ikke bare af superstrukturer, men er aktive aktører, der, hvis de skal hjælpes blot har brug for at blive hjulpet til at hjælpe dem selv (Gardner og Lewis 1996:59,60). Heraf følger et behov for at dekonstruere idéer om social intervention. Long definerer social intervention som: "…a set of social practices arising out of the interlocking of actors strategies and intentionalities" (Crewe og Harrison 1998:19). "Udvikling" ses her som værende mange forskellige ting, alt efter hvordan mødet mellem "udvikler" og "modtager" former sig.
Set ud fra dette perspektiv er grunden til at viden om den sociale kontekst marginaliseres dens iboende kompleksitet. Det er kompliceret at konsultere folk om deres egne behov og ønsker. "Modtagerne" er meget forskellige, og er ofte uenige om hvilke behov de har (Crewe og Harrison 1998). Den sociale kontekst, som organisationen er tiltænkt at intervenere i er uendelig kompleks. Det er derfor ikke noget under, at man i udviklingsregi finder en diskrepans mellem hvad der tales om og praksis (eksempelvis tales der meget om partnerskab og lokale stemmer, men i praksis er det kompliceret at inddrage lokale stemmer). Crewe og Harrison foreslår, at begrebet "kontrol orientering" forklarer dette fænomen. Begrebet henviser til at sociale og fysiske miljøer, der er karakteriseret ved en høj usikkerhed må kontrolleres, ikke mindst for at gøre det er muligt at intervenere (op cit.190). Relateret hertil er et behov for simplificering og kategorisering af sociale fænomener. Den enkelte medarbejder er positioneret i en struktur, som denne må handle ud fra. Medarbejderen i en humanitær organisation er under pres for at levere rapporter, der er formuleret på udviklingssprog, udfra hvilke der skal kunne tages en beslutning. For at administrere den sociale kompleksitet følger medarbejderne en nærmest ritualiseret arbejdsprocedure. Hvert projektforløb opdeles i plateauer: forundersøgelse, planlægning, implementering og evaluering. Ligeledes har workshops, seminarer og rapporter den samme struktur (op cit. 191). Opdelingen i plateauer simulerer at der er tale om regulerbare faser. Disse bureaukratiske planlægnings- og administrationsprocedurer har den effekt, at de ekskluderer "modtagerne". De er ikke "deltager-venlige" men intolerante overfor alternative måder at opfatte og organisere aktiviteter og tid på. Eksempelvis gør de kulturelle koder og sprog, som bruges til at tale om udvikling med på møder og i rapporter, det umuligt for "modtagerne" at få en mere aktiv rolle, da de fleste ikke har lejlighed til at tilegne sig disse. Det overlades dermed til planlæggerne at definere den sociale kontekst. Resultatet er, at planlæggerne sætter sig selv i centrum og kommer til at tillægge sig selv en alt for central betydning i forhold til "udvikling" (Gardner og Lewis 1996:97). Denne gruppe antropologer ser en mulighed for at antropologien kan forbedre den viden som organisationen producerer om den sociale kontekst og dermed bidrage konstruktivt til "udvikling".
Flyktningerådets brug af begrebet "den lokale kontekst" kan fortolkes tentativt ud fra ovenstående teorier på tre måder. Hver fortolkning har sine svagheder og styrker. Set i lyset af Fergusons teori ville en forklaring på Flyktningerådets "den lokale kontekst" skulle findes i det særlige konceptuelle apparatur, der præger udviklingsindustrien. De, der har udtænkt og implementeret MR-projektet er "fanget" i en særlig måde at tænke og handle på. Her er idéen om "den lokale kontekst" et resultat af en vidensproduktion (reelt en forestilling man har sjusset sig frem til i Oslo) om den sociale kontekst, der er informeret af europæiske idéer. Især har idéen om nationen som en enhed informeret de ansatte i Flyktningerådets tankemåde og praksis, hvor Georgien er objektet, der mangler national enhed. Objektivisering af Georgien som "lokal kontekst", karakteriseret ved national splittelse, tillader organisationen at intervenere med de midler den har til rådighed. Flyktningerådet forestiller sig derpå, at det ved at sprede "det universelle budskab om menneskerettigheder" kan "bygge bro" mellem stridende etniske grupper og dermed skabe national enhed. Flyktningerådets vidensproduktion om den sociale kontekst er ifølge denne fortolkning informeret af dens mandat, der, ihukommende Fergusons teori, er modsætningsfyldt: Som en international organisation sponsoreret af det norske udenrigsministerium underholder Flyktningerådet FN's anerkendelse af Georgiens territoriale integritet (Flyktningerådet var oprindeligt sat op i Sydossetien til under et FN-mandat at facilitere flygtninges tilbagevendelse). Samtidig var det dog nødvendigt at fastholde (især overfor sydosseterne og abkhaserne) at Flyktningerådets position er neutral og at man ønsker at undervise børn i universelle, neutrale værdier, på tværs af konfliktlinierne uden at involvere sig politisk. Dette modsætningsforhold prægede samtlige Flyktningerådets aktiviteter, der foregik på tværs af konfliktlinierne mellem Sydossetien/Georgien og Abkhasien/Georgien. I praksis udmøntede det sig i, at de ansatte i Flyktningerådet kom til at operere med et begreb om "den lokale kontekst" i Georgien, der handlede om etnisk konflikt og etnisk forskellighed. Ferguson observerede i Lesotho, at Verdensbankens projekter havde den uforudsete effekt, at de var med til at udvide det statslige bureaukrati. Et gæt på en potentiel sideeffekt af MR-projektet er, at man internaliserer strukturelle økonomiske og politiske problemer ved at gøre årsagen til konflikter til et spørgsmål om individets uddannelse og derved afpolitiserer andre spørgsmål. Om dette er tilfældet er jeg ikke i en position til at sige, netop fordi MR-projektet stod i centrum under hele mit ophold. Jævnfør Fergusons teori er begrebet "lokale kontekst" altså en kategori som de ansatte anvender for at imødekomme organisationens dilemma ved at gøre det muligt at foretage interventioner. Her er det en forudsætning, at "den lokale kontekst" har en form, der passer ind i organisationens kram. Ferguson fandt, at vidensproduktionen førte til systematisk fejlagtige interventioner. Mine erfaringer i Georgien var snarere, at det er problematisk at tale om intervention som sådan, idet mange projekter havde en perifer eller i hvert fald mindre central betydning for dem, der skulle "hjælpes". Her finder jeg, at Longs definition af intervention som et dynamisk og forhandlet resultat af mødet mellem "giver" og "modtager" er mere brugbar. Dernæst var det problematisk at vurdere om der var tale om fejlagtige interventioner idet MR-projektet for mange var en god og vigtig ting, mens det for andre var af perifer betydning. Denne fortolknings styrke er, at den kan bruges som en mulig forklaring på den struktur som de ansatte i Flyktningerådet er del af. Dens svaghed er, at den ikke tager højde for at medarbejderne i Flyktningerådet gjorde sig erfaringer hen ad vejen, som var med til at mindske gabet mellem idéen om "den lokale kontekst" og den faktiske sociale kontekst.
Med Escobars teori er det muligt at fortolke begrebet "den lokale kontekst" som en repræsentation af Kaukasus, der er konstrueret i et billede af hvad Skandinavien er. Kevin Dwyer har fundet, at debatten om menneskerettigheders gyldighed i Mellemøsten strander ved en barriere mellem idéer om det universelle og det partikulære. Denne barriere, der konstrueres af fortalerne for menneskerettigheder, er et resultat af en forestilling om et universelt vestligt "jeg", der har monopol på det gode og et vildt, uciviliseret, kulturligt mellemøstligt "jeg" (Dwyer 1997). I Flyktningerådet kunne jeg observere en repræsentation af Kaukasus som et etnisk heterogent, vildt og krigshærget område. Denne idé om "den lokale kontekst" legitimerede MR-projektet, idet der da var skabt et behov for udbredelse af fælles værdier. Styrken i denne fortolkning er, at den peger på et ujævnbyrdigt magtforhold i begrebet "den lokale kontekst". Dette forhold er problematisk da det er med til at præsentere kaukasere som mindreværdige i forhold til de "altvidende" og "magtfulde" skandinavere. Fortolkningen har en svaghed, idet den trækker en for rigid distinktion mellem magtesløs/magtfuld og modtager/giver af hjælp. Den tager for givet at MR-projektet havde en stor betydning for dem, det var ment at skulle "udvikle". Dette var, som jeg også vil vise senere, langt fra tilfældet. Desuden er det min erfaring at identiteter var flydende. Jeg var måske magtfuld ved uddannelsesministerens skrivebord, men senere på dagen i hans hjem var jeg i hans øjne en sølle dansker, en rodløs stakkel, forlist i Georgien uden familie.
Endelig er det muligt, jf. den sidste gruppe antropologer, at Flyktningerådets kategori "den lokale kontekst" udspringer af et behov for at simplificere den sociale kompleksitet. "Den lokale kontekst" blev skabt af medarbejderne i organisationen som en reduceret håndterbar udgave af den faktiske komplekse sociale kontekst for at modsvare en række praktiske problemer. Konstruktionen "den lokale kontekst" er iflg. denne fortolkning et forhandlet resultat mellem aktørerne og den struktur de handler i forhold til. Medarbejderne på Flyktningerådets kontorer i Tbilisi såvel som i Oslo var f.eks. nødt til at indordne sig under det norske udenrigsministeriums krav til, hvordan et projekt skulle udformes. Eksempelvis er der en begrænset tidsramme på 3 år og kun lovning på sponsorering ét år af gangen. Yderligere, for at få penge til det kommende års budget, er det nødvendigt at fremlægge resultater i årsrapporten. Det betyder, at værdien af et "blødt" projekt som MR-projektet skal kunne kvantificeres på en eller anden måde. Den faktiske komplekse sociale kontekst blev derfor gennem medarbejdernes møder med den sociale kontekst kategoriseret i en række variable: "MR-projektet", "den lokale kontekst" og "tilpasning til den lokale kontekst". Denne fortolknings styrke er, at den efterlader rum til en udvikling af begrebet "den lokale kontekst" i takt med aktørernes erfaringer. Den tillægger medarbejderne en analytisk kapacitet til at forkaste og omformulere indholdet af idéen om "den lokale kontekst" efterhånden som de støder på modsigelser til denne i den faktiske sociale kontekst. Fortolkningens svaghed er at den ikke berører de kriterier efter hvilke de ansatte kategoriserede sociale fænomener, eller hvorfor den emiske kategori "den lokale kontekst" kom til at handle om etnisk konflikt og forskellighed.
Alle tre forklaringsmodeller har en vis gyldighed i forhold til at forklare idéen "den lokale konteksts" beskaffenhed. Uanset hvilken man vælger, blev de ansatte i Flyktningerådet tvunget til at finde ad hoc løsninger hen ad vejen fordi kategorien "den lokale kontekst", en vag idé om etnisk forskellighed udtænkt på kontorerne i Oslo og Tbilisi, fik lov til at træde i stedet for den faktiske sociale kontekst. I næste afsnit vil jeg vise, hvordan udviklingspakken var sammenskruet og hvilke svagheder det indebar.
MR-projektet har en anslået tidsramme på 3 år (det vil sige til og med år 2000). Målgruppen er børn på 1-8 klassetrin, og projektet er tænkt til i sidste ende at omfatte alle skoler i Georgien. Det vil over en længere årrække sige stort set hele befolkningen i Georgien. Det erklærede formål med projektet er at introducere uddannelse i menneskerettigheder og ideelt at skabe et samfund, hvor krænkelser af menneskerettighederne ikke finder sted. Drivkraften bag MR-projektet er det "Skandinaviske Team", der består af tre pædagoger (to norske og en svensk). De har taget initiativ til projektet og udtænkt dets forskellige komponenter. Projektets pakkeform var som sagt noget, der bekymrede Flyktningerådet. For at råde bod på dette og for at gøre MR-projektet mere "lokalt" havde det Skandinaviske Team, som så mange andre i udviklingsindustrien, valgt at støtte sig op af strategierne "partnerskab med lokale" og "deltagelse". Det var dog en forudsætning at projektet ikke måtte blive "for lokalt", idet man netop med projektet ville formidle universelle idéer om humanisme og derigennem forene stridende parter. Pakken bestod af følgende tre elementer: 1) Selve projektet bestående af tre forskellige komponenter (se bilag 1, "Concept of Human Rights Education"): Udvikling af en håndbog til lærere og skolebøger til børn, udvikling af pensum til skoler, og uddannelse af lærere (og lærers lærere) i hvordan man kan undervise børn i menneskerettigheder (se bilag 2: "Human Rights Teaching in Georgia"). 2) Den emiske kategori "den lokale kontekst", hvis indhold var en vag idé om etnisk forskellighed- og konflikt, og 3) Processen, dvs. "tilpasning til den lokale kontekst" ved hjælp af arbejdsformen: Udtænkning af projekt, dialog, træning, tilpasning af uddannelsesmaterialer, test af materialer og implementering (se bilag 1 under "Steps and Ways of Working").
Projektets pakkeform kan muligvis forklares med et behov for at simplificere den sociale kompleksitet. Det samme gælder den næsten ritualiserede arbejdsform. Begge er for udviklingsarbejderen hvad en tømmerflåde er for den skibbrudne i oprørt vand. Men, som Crewe og Harrison peger på, pakken er formuleret af dem, der sidder på magten, hvorfor den er dømt til at være virkelighedsfjern (Crewe og Harrison, 1998:191). Et eksempel på denne svaghed ved MR-projektets pakkeform var det ujævnbyrdige "partnerskab" med det georgiske uddannelsesministerium. Ved vort andet møde gjorde vice-uddannelsesministeren opmærksom på, at ministeriet allerede havde produceret en manual til lærere, man manglede blot pengene til at trykke manualen i et større oplag. Denne manual er, forklarede han, baseret på Amnesty Internationals "First Steps" manual (Amnesty International 1991) og ikke tilpasset Georgien ud over at være oversat til georgisk og bære ministeriets stempel. Flyktningerådet fik oversat manualen til engelsk, og de skandinaviske pædagoger kunne konstatere at denne manual ligner deres egen "generiske" version til forveksling. Imidlertid valgte man at fortsætte med den tilrettelagte arbejdsproces: at tilpasse den "generiske" version således at den skulle blive "georgisk" og at sponsorere denne håndbog frem for ministeriets manual. Dette eksempel viser at Teamet holdt fast ved projektpakken, da det blev konfronteret med et alternativ, der ikke passede ind i idéen om hvad der kunne ventes af "den lokale kontekst". En mulig forklaring jf. Gardner og Lewis kan ligge i de institutionelle procedurers ekskluderende natur. Projektets forløb inkl. tilpasning var allerede afprøvet i Armenien, og håndbogen var så integreret en del af projektet, at det slet og ret var utænkeligt at udskifte den med en anden. Eksklusionen af ministeriets alternativ og fokus på det teknisk/pædagogiske perspektiv satte Flyktningerådet i centrum og ikke den sociale kontekst. Denne forklaring styrkes når idéen om "den lokale konteksts" vaghed tages i betragtning. Idéen var så vag, at der ikke var noget begreb om i hvilke situationer det ville være nødvendigt at "tilpasse projektet til den lokale kontekst". Ud fra denne fortolkning gjorde Teamet det bedste det kunne: foretog en pædagogisk vurdering og holdt sig ellers til den planlagte procedure. Denne reaktion skal muligvis sættes i relation til den sociale kontekst som Flyktningerådets medarbejdere færdes i. "Internationalt" personale færdes i Georgien, som i de fleste andre lande, i ghettoer. Det kan være ensomt at være hjemmefra og i dette miljø kan man mødes med ligesindede og tale om erfaringer og problemer med ens projekter. Det er muligt, at dette miljø reproducerer tendensen til at sætte sig selv og projektet i centrum, idet kommunikationen med "lokale" som regel er begrænset. Eksempelvis fandt Janine Wedel i Polen at en decideret mangel på relationer mellem donorer og modtagere førte til at meget "hjælp" var ineffektiv og endog til gene for modtagerne (Wedel 1998:55-59).
Vi har nu set at Flyktningerådet i Georgien partout fulgte sin egen fremgangsform og partout insisterede på at "tilpasse projektet til den lokale kontekst" i form af tænkte etniske forskelle. Alarmklokkerne ringede kun for "tilpasning" når situationen passede ind i de tænkte etniske forskelle. Dette førte til at Flyktningerådet vurderede behovet for at "tilpasse" forkert, og ironisk nok, gjorde tingene meget mere besværlige end de burde have været. Vi har også set at organisationen havde en tendens til at sætte sig selv i centrum ved at fastholde et planlagt forløb, når man blev forvirret af den sociale kompleksitet. Mere alvorligt er det at MR-projektet muligvis havde en anden effekt end tiltænkt. Denne fare vil jeg uddybe i næste afsnit, der vil være koncentreret om Sydossetien.
I 1989 lige omkring Sovjetunionens opløsning udbrød der en væbnet konflikt mellem sydossetere og georgiere. I sovjettiden havde Sydossetien(4) været en region ("oblast") i Georgien med en vis form for selvstyre. Sydossetien er i dag dejure en region i Georgien, men defacto har sydosseterne deres eget parlament, regering, forsvar osv. Områdets juridiske status er endnu uafklaret(5). I 1996 skete der et tøbrud mellem parterne og forhandlingerne om en løsning på konflikten startede. Dette var et resultat af at mere moderate folk kom til magten i Sydossetien. Antallet af interaktioner mellem de to etniske grupper er indenfor de seneste par år steget markant, i 1998 rejste både georgiere og sydossetere dagligt frem og tilbage mellem de sydossetisk- og georgisk kontrollerede zoner. Der diskuteres i dag, hvorvidt der var tale om en etnisk konflikt eller en politisk-administrativ konflikt forårsaget af sovjetisk nationalitetspolitik (eks. Cvetkovski 1999). Denne diskussion udfordrer Flyktningerådets idé om "den lokale kontekst" som præget af etniske forskelle .
Da vi i Flyktningerådet i januar 1998 første gang opsøgte den sydossetiske "uddannelsesminister" havde vi et begreb om hvad "den lokale kontekst" ville bestå i. Dette var på den ene side informeret af Flyktningerådets øvrige arbejde i Sydossetien. Problemet var at denne viden i høj grad var personificeret ved den ansvarlige for Flyktningerådets kontor i Tskhinvali. Hendes erfaringer var ikke skrevet ned og blev kun i begrænset omfang formidlet videre til de ansvarlige for MR-projektet, eftersom hun var travlt optaget af sine øvrige ansvarsområder. På den anden side var idéen om "den lokale kontekst" informeret af projektpakken, der som nævnt var en skrivebordskonstruktion. Kategorien "den lokale kontekst" fungerede således at visse sociale fænomener bekræftigede de vage idéer om etnisk forskellighed, disse kunne vi forholde os til ved enten at være enig eller uenig i. Eksempelvis kunne det forstås at "uddannnelsesministeren" krævede at "ministeriets" stempel skulle sættes på håndbogen. Dette krav kunne Flyktningerådet forholde sig til og i dette tilfælde afvise. Flyktningerådet kunne også forstå og i disse tilfælde acceptere "ministerens" krav om at ingen georgiere måtte arbejde på projektet i Sydossetien (på trods af at 50% af indbyggerne i hovedbyen Tskhinvali er georgiere), at håndbogen skulle trykkes på russisk og ikke på georgisk eller ossetisk, og at håndbogen ikke måtte være den samme for Sydossetien som for Georgien.
Omvendt var der mange sociale fænomener, der ikke passede ind i vores idé om "den lokale kontekst". Der skete utrolig mange andre ting end etnisk konflikt i Sydossetien. Det gav anledning til forvirring og frustration i Flyktningerådet. For at tage et eksempel udeblev "ministeren" fra aftalte møder. Senere kom også udeblivelser fra workshops og seminarer også hvor han var den tænkte hovedtaler. Hans forklaringer varierede mellem tyveri af legetøj eller brand i børnehaver eller skoler (opklaringsarbejdet krævede tilsyneladende hans tilstedeværelse) eller forhandlinger med de nordossetiske uddannelsesmyndigheder om sydossetiske eksamensbevisers konvertibilitet til det russiske uddannelsessystem. Alt sammen akut i hans øjne, men meget frustrerende for Flyktningerådets medarbejdere, der ofte spildte dage med at vente på "ministeren" og tvivlede på det sande i de ofte farverige undskyldninger. En anden gåde var det at "ministeren" ikke var interesseret i en tilpasning af den "generiske" version af håndbogen til den "sydossetiske kontekst". Han forventede aldrig andet end at få en færdig udgave præsenteret, og blev konsekvent ved med at tale om den "generiske" version, der var ment som et midlertidigt udkast, som den endelige håndbog. Endnu mere mystisk var det, at "ministeren" efter seks måneders "samarbejde" ikke havde forstået at Flyktningerådet havde i sinde at sponsorere MR-projektet. Han fandt det tilsyneladende ikke sandsynligt, at en repræsentant for en norsk organisation ville troppe op på hans kontor, tale om menneskerettigheder, love adskillige tusinde dollars og samtidig tale sandt.
Sådanne begivenheder blev til gåder som medarbejderne ad hoc forsøgte at håndtere, men aldrig virkelig forstod. Nøglen til forståelse af disse gåder skal findes ved at kigge nærmere på den sociale kontekst som "ministeren" og Flyktningerådet færdes i. "Ministerens" svar på MR-projektet kan tænkes at være et resultat af hans egne erfaring med "udvikling", og af det ry som "udvikling" har i Sydossetien. I så fald giver hans handlinger mening når de ses ud fra hans egne sociale, økonomiske og politiske positioner (jf. Crewe og Harrison 1998:166). Viden om disse positioner blev, naturligvis, øget i takt med de erfaringer Flyktningerådet gjorde sig i Sydossetien. Men da der ikke var afsat tid, personale eller penge til en egentlig undersøgelse af den sociale kontekst, var det noget der kom ved siden af projektaktiviteterne og i høj grad afhang af medarbejdernes intuition og personlige engagement. Ikke mindst var adgang til viden bestemt af Flyktningerådets medarbejderes egne sociale relationer (eksempelvis er en vigtig kilde til viden de ossetiske "borde"(et overflødighedshorn af en middag) hvor der er lejlighed til at overhøre diskussioner om hvad der foregår i samfundet lige nu og her. Det kræver naturligvis at man bliver inviteret med til dem). I løbet af de 10 måneder så jeg følgende bidder af social kontekst, der kunne se ud til at kaste et opklarende lys over nogle af de mange gåder:
For eksempel var der organiseringen af økonomien. Mars og Altman viste i 1983, at Georgiens omfattende sorte økonomi kan forstås ved at rette blikket mod en række kulturelle værdier som sociale netværk og ære og skam. De fandt, at folk finder hjælp i og er knyttet sammen gennem sociale netværk. Når en person har en position, forventer hans netværk at han betaler. Hvis han ikke gør det, vil netværket se til at han bliver udskiftet (Mars og Altman 1983:558). I denne økonomiske kontekst er alle relationer personaliserede, og abstraktioner har ingen plads. I Sydossetien er den formelle økonomi minimalistisk. Al industri er lukket ned. Det offentlige budget eksisterer kun på papiret. Derimod kunne en lille elite ses i Sydossetien i de nyeste BMW og Mercedes modeller, i følge rygtet finansieret af den omfattende smugling af industriel finsprit gennem Sydossetien til Rusland. Resten af befolkningen er generelt meget fattigere end de var i Sovjettiden. De er enten selvforsynende, sælger varer på markedet, lever af humanitær bistand eller modtager penge fra et emigreret familiemedlem i Rusland. UNDP konstaterer, at netop de sociale netværk er årsagen til at mange har overlevet den økonomiske krise. Det er russere og andre tilflyttere uden netværk, der er den største gruppe aftagere af humanitær bistand (UNDP 1998). Det kan tænkes, at "uddannelsesministeren" ikke var den rationelle bureaukrat i webersk forstand som Flyktningerådet gerne ville gøre ham til. Hans position krævede af ham, at han plejede sine sociale netværk, hvorfor han ofte ikke kunne være tilstede ved møder. For ham havde MR-projektet en perifer betydning. Ikke mindst fordi der ikke var efterspørgsel efter undervisning i menneskerettigheder i Sydossetien, men også fordi Flyktningerådet ikke kunne tilbyde "ministeren" et alternativ til den sikkerhed som hans sociale netværk udgør. "Ministeren" udtalte ved et af vor første møder, at man havde mere brug for skolemøbler, varme i skolerne i vinterhalvåret eller evt. matematikbøger end undervisning i menneskerettigheder. Han var under pres fra sit sociale netværk for at forbedre folks børns vilkår i skolen, ikke for at indføre MR-undervisning.
Desuden skete der på ét niveau en forbedring i forholdet mellem de sydossetiske myndigheder og den georgiske regering i 1997-98, og der kom for alvor gang i fredsprocessen (Cvetkovski 1999). På et andet niveau foregik en række interne politiske magtkampe i Sydossetien, hvor vores "uddannelsesminister" viste sig at tilhøre den mere radikale nationalistiske fløj, men var samtidig mindre magtfuld end først antaget. Præcis hvilke magtkampe han var involveret i er uklart (og måske særdeles utilgængelig og farlig viden). "Ministerens" radikale position viste sig at være ekstrem, hvilket betød, at han forsøgte at inddrage MR-projektet i hans egen positionering i forhold til andre politiske fraktioner i Sydosssetien. Dette medførte, at han stillede næsten urimelige krav (som beskrevet ovenfor) til Flyktningerådet, hvilket også stod ham frit for at gøre, eftersom MR-projektet havde en perifer betydning for ham og hans arbejde. Senere begyndte jeg at tvivle på, at han havde opbakning i sit bagland. Havde vi vidst det tidligere, kunne Flyktningerådet have haft produceret en mere "forsonende" udgave af håndbogen, nemlig den samme for Sydossetien (på russisk) og Georgien (på georgisk). Se nedenfor.
"Udviklings" ry blandt lærerne i Sydossetien kan også tænkes at forklare nogle af gåderne. På et møde med en gruppe ældre lærere i februar 1998 blev der udtrykt nostalgi for Sovjettiden. Demokrati har, fortalte man mig, et dårligt ry blandt lærere. Børnene er blevet mere urolige i klasserne, respekterer ikke lærerens autoritet og narkomani er et tiltagende problem. Alt sammen i lærernes øjne forårsaget af indførelsen af demokrati. Ligeledes var der en noget anden idé, om hvad "udvikling" er, end hvad Flyktningerådet og det norske udenrigsministerium er villig til at betale for. Dette sås bl.a. på et seminar som blev afholdt i Tskhinvali i marts 1998. Her gav flere lærere udtryk for, at de fandt det Skandinaviske Teams enkle metoder fornærmende uvidenskabelige. De var overbeviste om, at man i Skandinavien bruger computere og internet til at undervise i menneskerettigheder, og at de simple metoder er opfundet til Afrika og nu bruges i Sydossetien. "Udvikling" associeres med moderne teknologi og "videnskabelighed". Dette bidrager også til at forklare ministerens opførsel, dels blev der ikke sat pris på, ud fra folks hidtidige erfaringer, det som projektet hævdede at ville udbrede (et mere demokratisk samfund), dels grænsede Teamets opførsel sig til fornærmelse og ærekrænkelse, noget som "ministeren" ikke kunne have siddende på sig. Sådan er der mange bidder af kontekst, der afmystificerer "ministerens" måde at handle på. Yderligere kan nævnes de internationale organisationers ry for at være involveret i spionage i Sydossetien, hvilket generelt affødte mistro, eller Sydossetiens position i forhold til det regionale system, hvilket betyder at uddannelsesmaterialer altid er blevet dumpet fra Moskva eller Tbilisi og en egenproduktion aldrig har fundet sted.
Som jeg har vist, opstod der gåder når begrebet "den lokale kontekst" kolliderede med den faktiske sociale kontekst. Spændingen mellem de to kategorier skulle håndteres af medarbejderne i organisationen. Denne spænding blev, naturligvis, følt forskelligt i organisationen alt efter position. Generelt forekom "den lokale kontekst" at være mere identisk med den sociale kontekst, desto mindre kontakt der var med den sociale kontekst. Måske derfor blev de fleste beslutninger omkring projektet taget på hovedkontoret i Oslo, hvilket var den position, det var nemmest at tage en beslutning fra. Dette førte til "oprør" på Tbilisi kontoret i foråret 1998, hvorefter lokale pædagoger blev ansat i Sydossetien, Abkhasien og selve Georgien. At "oprørenes" krav blev efterkommet viser at man blev klogere af sine erfaringer med den sociale kontekst, og at kløften mellem "den lokale kontekst" og den sociale kontekst blev mindsket. Imidlertid blev mange erfaringer ikke skrevet ned og blev dermed ikke overført til den næste ansvarlige for projektet. Viden om den sociale kontekst, der falder for langt fra kategorien "den lokale kontekst", overføres ikke og inkorporeres ikke i organisationens arbejde. Hvis man anlægger aktørperspektivet som Gardner og Lewis samt Crewe og Harrison gør, kan idéen om "den lokale konteksts" vedholdenhed muligvis forklares med, at den ansatte konfronteres med en række praktiske problemer. Den store udskiftning af personale fører til, at der hele tiden er nye ansvarlige for projekterne og for en ny medarbejder, der ikke kender noget til den sociale kontekst, er der i forvejen overvældende mange nye informationer af holde styr på. Medarbejderen må sortere "uvæsentlige" oplysninger fra. En anden tentativ forklaring kan hentes hos Ferguson. Her vil der altid være en kløft mellem organisationens begreb om "den lokale kontekst" og den sociale kontekst. De to kategorier vil aldrig tilnærmelsesvis blive identiske, da indholdet i "den lokale kontekst" er et produkt af et konceptuelt apparatur, der har sin rødder i en historisk produceret europæisk diskurs. Dette konceptuelle apparatur udelukker samtidig alternative måder at tænke på. Organisationen virker derfor som en slags maskine, der systematisk frasorterer viden om Georgien, der ikke handler om eksempelvis national splittelse.
Idéen om "den lokale kontekst" bestod altså om end med modifikationer. Medarbejderne konstruerede derfor ad hoc et kompromis mellem idéen og den sociale kontekst. I Georgien er resultatet af den "tilpassede pakke" indtil videre (september 1999): En georgisk håndbog, med det georgiske uddannelsesministeriums stempel på, på georgisk til selve Georgien og uddannelse af lærere fra selve Georgien i det georgiske uddannelsessystem. En "generisk" (dvs. skrevet af det Skandinaviske Team) version af håndbogen til Sydossetien og Abkhasien på russisk men ikke "tilpasset den lokal kontekst" og uden andet stempel en Flyktningerådets. Til den "generiske" håndbog følger derimod et lille tillæg, en såkaldt metodologisk guide, til lærere i hvordan de skal bruge håndbogen for at relatere den til deres pågældende pensum. Dette tillæg er indtil videre udviklet i Sydossetien af en gruppe sydossetiske lærere. Uddannelse af lærere i Sydossetien og Abkhasien forestås af det Skandinaviske Team, idet der ikke er fundet nogle passende partnere.
Da skolebogen til Georgien skulle skrives i foråret 1998, stod det absurde i at have en "pakke, der skulle tilpasses den lokale kontekst", klart for medarbejderne. På et internt møde skulle der lægges en strategi. Teamet havde udviklet skolebøger til svenske og armenske skolebørn og tænkte nu på at lave en variation over samme tema til Georgien. I den svenske udgave blev et chilensk flygtningebarn integreret i en svensk skoleklasse. I den armenske udgave blev en armensk dreng, der var flygtet fra krigen i Nagorno-Karabakh, integreret i en armensk skoleklasse. Vi anede på dette tidspunkt, at vi havde været for hurtige til at efterkomme den sydossetiske "uddannelsesministers" krav om en håndbog, der skulle være forskellig fra den georgiske udgave. Vi ville derfor forsøge at lave én udgave af skolebogen til hele Georgien inkl. Sydossetien og Abkhasien, der skulle skrives af en forfatter fra hver af de tre områder og derved bidrage til at skabe fred. Diskussionen kom da ind på hvilke personkarakterer der skulle vælges. I Sverige og Armenien havde det ikke været svært, da begge lande er omtrent etnisk homogene. I Georgien derimod ville der efter denne model skulle optræde etniske georgiske, abkhasiske og sydossetiske skolebørn i skolebogen. Da snakken kom ind på, at det også de store armenske og adjariske mindretal burde inddrages, gik det op for mødedeltagerne, at man var ved at beskrive en mindre zoologisk have. Spørgsmålet blev stillet, om man ikke netop ved at optrække etniske skillelinier på denne måde i en bog til børn ville fasttømre dem endnu mere, og i stedet for at være fredsskabende ville lære børn at tænke i etniske kategorier. I stedet besluttede man at bruge dyr som personkarakterer. Denne diskussion viser, at medarbejderne til en vis grænse indså, at det ikke var hensigtsmæssigt og måske farligt at oversætte deres idé om "den lokale kontekst" som præget af etnisk forskellighed direkte til den sociale kontekst. Medarbejderne valgte derfor at indgå et kompromis med den faktiske sociale kompleksitet. Projektets struktur sætter behovet for en undersøgelse i perspektiv: Flyktningerådet ville inddrage stridende parter, og kunne ikke lade én af parterne dominere arbejdsprocessen, da det ville ekskludere en andens deltagelse. Her var det en fordel at være en international organisation, der kunne hævde at beslutninger blev taget i Oslo og ikke i Tbilisi. Præmissen var, at i sidste ende skulle visse beslutninger afgøres af Flyktningerådet og ikke af "lokale". Medarbejderne vidste både at det kunne være "farligt" at "tilpasse forkert", og at beslutningen om en skolebogs udformning lå i deres hænder. Men ingen undersøgelse af hvilken type skolebog, der ville være bedst egnet blev foretaget. For en mulig forståelse af dette fænomen kan man skele til Crewe og Harrison. Situationen, konflikterne, parterne og de mange interesser, der var på spil, var simpelthen for uoverskuelige. Hvem blandt de "lokale" kunne man måske konsultere om alle de "lokales" behov? Og ville man måske i sidste ende kunne måle betydningen af en figur i en skolebog? I stedet valgte Flyktningerådet at småjustere sin egen model hen ad vejen. Det er muligt at supplere med Fergusons indsigt i udviklingsinstitutioners virke. Ferguson fandt at en institution kun har tekniske løsninger til rådighed til at skabe sociale forandring. Det samme kan siges at være tilfældet i Flyktningerådet hvor tekniske eksperter (pædagoger) var ansvarlige for projektet. Disse eksperter har kun én teknisk løsning, som er den samme hvor som helst i verden. For dem forekommer pensumlister og skolebøger at være mere eller mindre neutrale tekniske midler til skabe fred i Georgien. Her ville forklaringen på hvorfor, der ikke blev foretaget en undersøgelse, være, at der ikke vil være nogen grund til at lave en undersøgelse. For den ny viden, der ville blive produceret, ville føre til samme resultat: at der er behov for undervisningsmateriale, der kan bygge broer i en splittet nation. Men Fergusons fortolkning har sine begrænsninger. Det Skandinaviske Team var klar over at de var havnet i en politisk myreture, ellers var jeg for eksempel aldrig blevet ansat på projektet. Problemet syntes snarere at være, at man ikke vidste hvordan man skulle tilegne sig viden om den sociale kompleksitet, og da slet ikke hvordan denne skulle integreres i projektpakken. Dette kan tænkes at skyldes et fokus på den teknisk/pædagogiske dimension.
Jeg har på de forgående sider argumenteret for, at Flyktningerådets medarbejdere i det daglige arbejde var tvunget til at finde på ad hoc løsninger på de problemer, de stødte på, når MR-projektpakken skulle implementeres i Georgien. Dette skyldes at integreret i projektpakken var kun en vag forestilling om Georgien som noget med en masse etnisk konflikt og forskellighed. Det førte til et indviklet kompromis af en pakke med undervisningsmateriale, der kunne have været gjort mere "fredsvenligt" hvis man havde vidst mere om den sociale kontekst, f.eks. at den sydossetiske "uddannelsesminister" tilhørte den radikale fløj, og at der på et højere niveau foregik en fredsproces mellem Sydossetien og Georgien. Tilsvarende kunne Flyktningerådet, hvis det havde haft en mere klar idé om den sociale kontekst, have vidst hvornår MR-projektpakken skulle "tilpasses" og hvornår ikke. Således ville snakken om partnerskab have opnået mere troværdighed, hvis man havde valgt at finansiere det georgiske uddannelsesministeriums eget valg af en manual. Den emiske kategori "den lokale kontekst" nærmede sig dog hen ad vejen den faktiske sociale kontekst, efterhånden som medarbejderne erfarede denne. Flyktningerådet var klar over det væsentlige i at vide noget om den sociale kontekst, endog indsås det på et tidspunkt, at forkert "tilpasning" kunne være direkte farligt og sætte de gode intentioner over styr.
Jeg har forsøgt med antropologiske teorier at forstå medarbejdernes rationale for at handle som de gjorde. Hver især har teorierne en vis forklaringsværdi. Ferguson og Escobar kan bruges til at forklare kategorien "den lokale konteksts" indhold (etnisk forskellighed og etnisk konflikt) samt dens vedholdenhed. Ud fra Fergusons teori kan man tale om at kategorien "den lokale kontekst" var resultatet af en objektivisering af den sociale kontekst, som satte Flyktningerådet i stand til at handle med de midler, det havde til rådighed. Med Escobars teori er det muligt at fortolke kategorien "den lokale kontekst" som en repræsentation af Kaukasus, der er en refleksion af Skandinavien. Her er Kaukasus fuld af etniske forskelle, hvilket set med skandinaviske briller ikke er godt og derfor legitimerer Flyktningerådets intervention. Begge forklarer Flyktningerådets insisteren på "at tilpasse til den lokale kontekst" med at vidensproduktionen om den sociale kontekst er determineret ved kilden til viden. Medarbejderne i Flyktningerådet var iflg. disse teorier aldrig rigtig i stand til at se den faktiske sociale kompleksitet. Men disse teorier er ikke tilstrækkelige, for som jeg har vist, gjorde man sig rent faktisk erfaringer i Flyktningerådet, der forandrede og udvidede indholdet af den emiske kategori "den lokale kontekst". Her dukker Crewe og Harrisons teori om kontrol orientering op. Medarbejderne havde så mange erfaringer og indtryk at holde styr på, at det var nødvendigt at simplificere den sociale kontekst for at danne sig et overblik og at følge en ritualiseret arbejdsgang for at kunne intervenere. Alle teorierne er nødvendige og utilstrækkelige. Tilsammen udgør de en mulig forklaring på hvorfor man i Flyktningerådet på den ene side aldrig slap idéen om at have en projektpakke, der skulle "tilpasses" (koste hvad det ville), og på den anden side gjorde modstridende erfaringer som delvist blev inkorporeret i projektpakken.
Med forsigtighed kan jeg nu drage følgende konklusioner. Grundene til at viden om den sociale kontekst blev marginaliseret i denne humanitære organisations arbejde er mangfoldige. Dels er der en distinkt måde at tænke om Kaukasus på, dels et behov for at systematisere komplekse sociale fænomener i kendte kategorier. I praksis fører det til en tendens til at sætte organisationen i centrum og vægte projektets betydning langt højere end den rent faktisk er for "modtagerne af hjælp". Dette fører til at medarbejderen dagligt i møder med "modtagerne" går balancegang mellem et nøje næsten rituelt stringent planlagt projektforløb og ad hoc løsninger. Denne tendens ser ud til at bliver forstærket af at medarbejderne integrerer viden om den sociale kontekst i projektet efter a priori idéer om, hvad der kan ventes af den sociale kontekst. Dette ser ud til at ske fordi medarbejderne har en begrænset adgang til viden om den sociale kontekst (der blev aldrig afsat penge på budgettet til hverken forundersøgelser eller evalueringer), men også fordi de ikke ved, hvordan denne viden potentielt kan integreres i udviklingsinterventionen. Jeg vil foreslå, at det er her antropologisk viden bør komme ind i billedet. Med antropologisk viden ville man kunne undersøge hvilke betydningsverdner og sociale relationer som en intervention rører ved. Viden derom vil i det mindste være et skridt på vejen til at flytte fokus fra organisationen selv til den sociale kontekst.
Igennem opgaven har jeg haft en tendens til at objektivisere den sociale kompleksitet under kategorien "den sociale kontekst". Dette har jeg gjort for at illustrere kontrasten til Flyktningerådets emiske kategori "den lokale kontekst". Jeg ønsker at gøre klart, at uanset hvor meget medarbejderne vidste om den sociale kontekst, ville ingen være i stand til at planlægge, implementere og få forudsigelige resultater ud af et projekt. Medarbejderne vil altid komme til at stå i uforudsete situationer, blive forvirrede og gribe til ad hoc løsninger.
Nu er skredet i betydningen af min tilstedeværelse blevet sat i perspektiv. Det har vist sig, at der ligger mere end blot uvillighed og uvidenhed bag reduktionen af social kompleksitet til kategorien "den lokale kontekst". Der er tale om forankrede strukturer og handlemønstre, som det kræver sin antropolog at identificere og ændre. Det kan derfor anbefales som antropolog at tilegne sig en mere magtfuld og uafhængig position i forhold til organisationens dispositioner. Sådan vil antropologisk viden gøre mest gavn.
Amnesty International 1991: First Steps, the Human Rights ABC Manual, London.
Crewe, Emma og Elizabeth Harrison 1998: Whose Development, an Ethnography of Aid. Zed Books, London.
Cvetkovski, Nikola 1999: The Georgian-South Ossetian Conflict, when it was pronounced: "Let's go and destroy the bad people" -the worst man began to sharpen his dagger (Caucasian proverb). Speciale v. Aalborg Universitet.
Dragadze, Tamara 1988: Rural Families in Soviet Georgia: a Case Study in Ratcha Province. Routledge, London.
Dwyer, Kevin 1997: "Beyond a Boundry? 'Universal Human Rights' and the Middle East" i Anthropology Today, vol. 13, dec. 1997, s.13-18, Royal Anthropological Institute, London.
Escobar, Arturo 1995: Encountering Development: The Making and Unmaking of the Third World. Princeton University Press, Princeton.
Ferguson, James 1990: The Anti-Politics Machine: 'Development', Depoliticization, and Bureaucratic Power in Lesotho. Cambridge University Press, Cambridge.
Ardner, Katy og David Lewis 1991: Anthropology, Development and the Postmodern Challenge. Pluto Press, London og Chicago.
Krag, Helen 1994: The North Caucasus: Minorities at a Crossroad, Minority Rights Group International, Manchester Free Press, Manchester.
Long, Norman 1992:"From Paradigms Lost and Paradigms Regained?" i Battlefields of Knowledge, the Interlocking of Theory and Practice in Social Research and Development, s. 16-46. Routledge, London.
Mars, Gerald og Yochanan Altman 1983: "The Cultural Bases of Soviet Georgia's Second Economy" i Soviet Studies, Vol. 35, no. 4, s. 546-560.
Sammut, Dennis og Nikola Cvetkovski 1996: Confidence Building Matters: The Georgia-South Ossetia Conflict. Occasional Paper fra VERTIC, London.
UNDP 1997: Human Development Report, Georgia 1997, Tbilisi.
Wedel, Janine R. 1998: Collision and Collusion, The Strange Case of Western Aid to Eastern Europe 1989-1998. St. Martin's Press, New York.
1997 Flyktningerådet: Teaching Human Rights, a Handbook for Teachers, generisk version.
1997 Flyktningerådet: Teaching Human Rights, a Handbook for Teachers, georgisk version.
1995 Flyktningerådet: Fred, Frihet, Rättvisa, Kompisar på fredsstigen, svensk version af skolebog for 4-6 klasse.
1997 Flyktningerådet: Friends, armensk version af skolebog for 2-4 klasse.
1998 Flyktningerådet: Methodological Guide, sydossetisk tillæg til den generiske version af håndbogen.
1. Havde dette været et stykke rigtig antropologisk konsulentarbejde ville det være nødvendigt at tage højde for en række etiske hensyn til informanterne. Det vil jeg derfor gøre kortfattet her. Jeg har udeladt alle navne, men mange personer vil alligevel kunne genkende sig selv hvis de læste opgaven. Der er især to forhold at bide mærke i. Det ene er en beskyttelse af informanter i et så sensitivt politisk klima som forholdet mellem Georgien og udbryderregionerne Abkhasien og Sydossetien. Det er en nødvendighed at undgå at iværksætte rygter og at respektere at visse ting er fortrolige og ikke kan skrives om, selv om det har stor etnografisk værdi. I værste fald kunne forholdet mellem konflikternes parter forværres hvis f.eks. internationale organisationer begyndte at producere materiale om den georgiske regerings strategi for en geninddragelse af Abkhasien i dets nationale uddannelsessystem o.l. Det andet forhold angår Flyktningerådets ry. Flyktningerådet hjælper mange mennesker i området og er en stor arbejdsplads. For at Flyktningerådet kan fortsætte sine aktiviteter er det nødvendigt at tænke på organisationens ry. Det er før sket at organisationer er blevet smidt ud af Sydossetien for at være under mistanke for spionage (eksempelvis dansk Caritas). For at undgå en situation hvor rygter bygges op er det nødvendigt at vægte det skrevne i etnografisk værdi i forhold til den funktion som Flyktningerådet har i samfundet. For at imødekomme eventuelle misforståelser ønsker jeg, selv om det burde være unødvendigt, at understrege kvaliteten af Flyktningerådets arbejde. Flyktningerådet er en velrenommeret humanitær organisation, der i Georgien havde ry for at være mere fleksibel og pålidelig samt mindre bureaukratisk end de fleste andre organisationer. Dette skyldes bl.a. at Flyktningerådet er en relativ lille organisation med mange penge i ryggen.
2. Disse lande er indtil videre Angola, Uganda, Armenien, Georgien og Azerbaijan. Et identisk projekt er på skrivebordet for Kosovo. I øvrigt er/var initiativtagerne involveret i lignende projekter i Albanien, Bosnien og Tyrkiet.
3. Mine aktiviteter begrænsede sig dog i praksis primært til Sydossetien eftersom Flyktningerådet tøvede en del med at engagere sig i Abkhasien, dels på grund af fare for sikkerhed dels på grund af de abkhasiske myndigheders fortsatte brud på menneskerettighederne (i maj 1998 blev 30-40.000 etniske georgiere drevet på flugt fra Abkhasien af abkhasiske tropper).
4. Det er uvist hvor mange mennesker, der bor i Sydossetien i dag. Før konflikten boede der ca. 98.000, men dette tal er stærkt reduceret som følge af den økonomiske lavkonjuktur (Sammut og Cvetkovski 1996:5).
5. Pga. Sydossetiens uafklarede juridiske status har jeg i det følgende sat gåseøjne omkring "uddannelsesministerium" o.l.