Den gode, den onde og den virkelig sjove indvandrer
Jacob Rasmussen
Originally published in Jordens Folk: Etnografisk tidsskrift, No.2, 2003
See the journal's homepage, at: http://www.jordensfolk.dk/
|
To download, print, or bookmark, click:
http://www.anthrobase.com/Txt/R/Rasmussen_J_02.htm.
|
Integration, kategorisering og stereotypifisering
Perker
Humor og vittigheder som retorisk virkemiddel
Kulturelle kompetencer
Wolla min fætter
Forslag til videre læsning
På den komiske scene har der altid været tradition for at tage fat i politiske temaer, og i de seneste par år er der flere eksempler på, at integration samt indvandreres og danskeres indbyrdes forhold og opfattelser af hinanden er blevet gjort til genstand for sketches og jokes. Tag eksempelvis Tv-programmerne OPS og kongeriget, Mujaffaspillet eller Jan Gintbergs comedy-show med titlen "Op på fars Jihad". På den måde kommer der pludselig humor i indvandrerdebatten, men har humor overhovedet noget at gøre i debatten af et emne, som tilsyneladende tillægges enorm betydning af os danskere, og kan humor i så fald bidrage konstruktivt til debatten og måden der debatteres på?
Når man taler om integration er det ofte upræcist, hvad der egentlig menes, bortset fra at det omhandler indvandrere og flygtninge og måden man vil have dem til at gebærde sig på i Danmark. Integration kan derfor både henvise til personerne, der skal integreres eller til de instanser der skal hjælpe med til, at integrationen foregår ud fra de politisk vedtagne retningslinjer, for eksempel statslige institutioner eller arbejdsmarkedet som helhed. Endvidere er der delte opfattelser af, hvad integration i virkeligheden betyder. Ønsker man assimilation, det vil sige enshed, eller må der godt være forskelle på indvandrere og danskere?
Det er dog ikke de eneste problemer, der opstår, når talen falder på integration, for ved blot at tale om integration italesættes en opdeling af den danske befolkning - en opdeling mellem dem der skal integreres (indvandrere og flygtninge) og dem der er integreret (danskerne). Altså en italesættelse af den gammelkendte dikotomi mellem os og dem, som fremmedgør de andre, ved at skabe en kategori af individer der trænger til at blive integreret. Hvad sker der så, når en indvandrer er integreret? Ja, de fleste af os er vel alle bekendt med vendingen; 'han er godt integreret'. Det vil sige, at der stadig sker en kategorisering og italesættelse af andethed, af selv de indvandrere, der lever op til de forestillinger om integration, der stilles af os.
Sproget har altså betydning for integrationen, fordi det er gennem sproget, at vi skaber kategorier, og ud fra kategorierne italesættes fordomme og stereotype billeder af både dem og os. Det kan naturligvis godt være at mange indvandrere er interesseret i at tilhøre en anden kategori end danskerne for på den måde at have muligheden for at understrege en forskellighed. Hvor det bliver problematisk, er derfor når en gruppe ikke har indflydelse på benævnelsesn af de kategorier der beskriver dem. Denne ret til medbestemmelse eksisterer ikke når talen falder på integration, da det retorisk fremstiller folk som utilpassede individer der har brug for en rettesnor for at kunne begå sig ordentligt i vores samfund, og således umyndiggøres de.
Sproget kan altså være et redskab til at udøve sin magt over en anden person eller gruppe, hvis det eksempelvis bruges til at kategorisere eller i endnu højere grad hvis det bruges til at stereotypifisere. Antropologerne Michael Herzfeld og Phyllis P. Chock beskriver hvordan stereotypifisering er en sproglig praksis, som reducerer individerne fra en gruppe til kun at være karakteriseret ved den brugte stereotyp. Eksempler på sådanne stereotypifiseringer kan være skotterne, der ofte beskrives som nærrige, eller betegnelsen perker, som associeres med kriminelle indvandrere. Når jeg derfor kalder sproget et magtredskab, er det fordi brugen af fordomsfulde og stereotype forestillinger og konstruktioner af en gruppe, fratager gruppen retten til at definere sig selv. Skotterne har sikkert et helt andet syn på det at være skotsk, og mener at de er mere end kun nærrige, endvidere er størstedelen af alle indvandrere og flygtninge ikke kriminelle, hvorfor de naturligt nok føler det nedværdigende at blive kaldt perker.
Samtidig med at brugen af stereotyper er reducerende, er de også med til at distancere eller understrege et skel, da de, som Phyllis P. Chock formulerer det, "er fyldt med en særlig social stemning og kulturelt overførte billeder og images, samt strukturelle relationer". Med andre ord indeholder stereotyper fastlåste opfattelser af en gruppe, opfattelser som kan være viderebragt fra generation til generation eller gennem medierne. Man kan eksempelvis opleve udlevelsen af disse kulturelt overførte billeder og images hos unge danskere der er født 30-40 år efter 2. verdenskrig, som, til trods for de aldrig har oplevet krigen, stadig ser skævt til tyskerne på grund af den.
Integration er som sådant slet ikke noget slemt ord, og langt fra det værste i indvandrerdebatten, men det indikerer et kategorisk skel mellem danskere og indvandrere eller flygtninge, som i forlængelse af, at ordet er upræcist, skaber grobund for sproglige misforståelser og stereotypifisering. Det er ikke min hensigt, at diskutere hvorvidt vi skal tale om integration eller ej, om vi skal kalde det noget andet eller arbejde med andre kategorier. Jeg vil derimod blot understrege betydningen af de ord vi bruger når vi omtaler hinanden. Integration illustrerer fint de implikationer tilsyneladende harmløse ord og efterfølgende sproglige processer kan have, samtidig med at det i form af 'den godt integrerede', har givet mig muligheden for at tale om kategorien "den gode indvandrer", hvorfor jeg nu vil kaste mig over den onde.
Perker er et eksempel på en stereotyp med meget negative konnotationer, der reducerer alle indvandrere, uanset deres oprindelse eller egen opfattelse af tilhørsforhold, til én gruppe. Komikeren Omar Marzouk, der er af ægyptisk herkomst, understreger de meget negative associationer i sin definition af ordet perker: "Politisk ukorrekt ord for 2. Generationsindvandrer, perker er ordet som bruges i slåskampe fordi 2.Generationsindvandrer er for langt at råbe. Perkere er den kriminelle art af 2.Generationsindvandrerne, en lille gruppe som fylder meget i danskernes bevidsthed om indvandrere. Perkerne har ingen respekt for samfundet og ingen ambitioner om at gøre deres liv bedre. De har ødelæggende virkning på 2.Generationindvandrere. Perker er det laveste trin i den danske samfundspyramide."
På trods af, at det er en komiker der kommer med dette bud på en definition af perker, er der umiddelbart ikke meget sjov ved den, men det er heller ikke meningen. Det bliver nemlig med al tænkelig klarhed understreget hvor negative associationer stereotypen perker fremkalder, ikke kun hos danskere men også hos indvandrere. Den intention Omar og en del andre komikere havde da de påbegyndte arbejdet på Tv-programmet "OPS - Oplysning om Perkere til Samfundet" var netop, at tage fat i de mest negative og udbredte fordomme og stereotyper om både indvandrere og danskere, for derefter at gøre grin med dem.
En anden af de medvirkende komikere, Farshad Kholghi, fortæller i et interview med Ekstra Bladet, at programmet er et forsøg på, at bringe humor ind i indvandrerdebatten. Det skal gøres med ironi, som han karakteriserer som typisk dansk humor. I denne sammenhæng er det interessant, at Phyllis P. Chock argumenterer for, at man ved at ironisere over stereotyperne kan skabe tvivl om de associationer og karakteriseringer, der fremkaldes af stereotypen.
Programmet OPS viser interviews og sketches med berømte velformulerede og succesrige indvandrere, der taler om fordomme kontra oplevet virkelighed inden for emner som arbejde, racisme og sex. Ved at deltage i programmet tager de bevidst stereotypen perker på sig, for derefter i handling og ord at handle i strid med de ovenfor nævnte negative associationer. Det OPS dermed forsøger er blandt andet at så tvivl om stereotypen perker, fordi den vendes på hovedet og bruges som en aktiv ressource i forsøget på at ødelægge og underminere den. Hvis perker pludselig associeres med noget helt andet end det negative, eller der blot er forvirring om hvad der hentydes til, får man mulighed for at definere sig selv som noget andet end perker. På den måde skaber ironi en distance til stereotypen, ved på en underholdende måde at vende den på hovedet og gøre den til noget der er passé, i og med dens betydning er undermineret.
Det er så op til den enkelte selv, at bedømme i hvor høj grad perkeren, den onde indvandrer, forsvinder ved at underminere stereotypen på denne ironiske måde, eller om der skal andre tiltag til for at få ham ordentligt integreret. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at ironiseringen af stereotypen, hvis ellers den udbredes og praktiseres, kan ændre noget og har positiv betydning for de indvandrere og flygtninge, som må lide under den degradering og de negative associationer der følger med en sådan stereotypifisering.
Som forklaret er det en aktiv handling at stereotypifisere. Det er at udøve sin magt på andre, uafhængigt af hvor bevidst eller ubevidst en sådan handling måtte være. Det er dog ikke bare et magtredskab, eliten kan hive ud af ærmet, for det er en dagligdagspraksis, men eliten kan opmuntre eller opildne til enten konstruktionen eller undermineringen af stereotyper.
OPS har samlet en del af indvandrereliten i deres program, og de forsøger at opmuntre til et opgør med de eksisterende stereotyper. De håber på, at det alternative billede de giver af perker, er med til at skabe og udbrede en ny forståelse af ordet perker og indvandrere som helhed.
Når stereotyper bliver praktiseret på opfordring af en elite, beskriver Michael Herzfeld det som, "at gøre noget med ord". Det skal forståes på den måde at elitens ord fremkalder en handling, som måske udmunder i en praksis, hos den gruppe af befolkningen man henvender sig til. Pointen her er, som i indledningen, at ord ikke bare er ord, men at de kan bruges som våben. Man taler blandt retorikere sågar om en aftrækkereffekt, hvor en særlig betegnelse eller klassificering afføder og retfærdiggør en bestemt reaktion. Tag for eksempel et dødsfald der efterfølgende bliver betegnet som mord. Betegnelsen mord retfærdiggør på den måde eftersøgningen af en morder. Sproget bliver således motivet til handling, hvilket også er tilfældet i forbindelse med ordet perker, der associeres med kriminelle indvandrere, og derigennem bevirker en mistænkeliggørelse af den stereotypifiserede.
En sådan mistænkliggørelse bliver yderligere forstærket af, at stereotypen ikke bare er reducerende, men at den i kraft af at være forbundet med kategoriseringen, stadigvæk er en repræsentation af gruppen af indvandrere og flygtninge. I stereotypen perker er det altså de kriminelle 2.Generationsindvandrere der beskriver og dermed repræsenterer hele indvandrergruppen. Det er denne generaliserede mistænkliggørelse kombineret med den manglende mulighed for at påvirke repræsentationen af egen identitet, idemændene bag OPS overordnet vil gøre op med.
Som det fremgår af kommentarerne til vittighederne i tekstboksene er målet for OPS dog langt større, end blot at ville gøre op med en enkelt stereotyp. Målet er at påvirke, og forhåbentlig ændre, måden der debatteres på i offentligheden ved at vende dagligdagssituationer på hovedet for derigennem, at udstille effekten af den førte og praktiserede politik.
Man kan naturligvis, som det skete i pressen da programmet kørte på TV i 2001, beskylde indvandrerne i OPS for at være under for stor påvirkning af den dasnke initiativtager Axel Boisen og for at være godt integrerede. Omar har da også ved flere lejligheder ironisk karakteriseret sig selv som 'præmieperkeren', fordi han, i kraft af sin succes som komiker, har haft integriteten til at kunne ytre sig om forholdet mellem indvandrere og danskere, og rent faktisk er blevet lyttet til.
Kritikken virker på mig uforståelig, da målet aldrig har været, at lave såkaldt indvandrer-humor, det vil sige humor der er lavet af indvandrere og som henvender sig specielt til indvandrere. Det bygger på en antagelse om, at der blandt indvandrere er en konsensus om hvad der sjovt, og at dette er markant anderledes end hvad danskere synes er sjovt. Jeg synes tværtimod, at det er en styrke ved programmet, at idemændene ved at repræsentere både forskellige indvandrergrupper og danskere, udviser til kulturelle koder blandt både indvandrere og danskere, og derved formår at ramme en bred vifte af eksisterende fordomme.
Denne vekslen mellem danskhed og "indvandrerhed" illustreres fint i en af sketchene, hvor to indvandrere sidder i baglokalet til en kiosk, taler københavnsk og lytter til dansktop-musik. Da en kunde træder ind i kiosken, skynder den ene af indvandrerne at klistre et stort, sort busket overskæg på og byder kunden velkommen på gebrokkent dansk, hvorefter kunden, for at være høflig taler meget langsomt, gestikulerer og artikulerer overdrevent, mens han forsøger at fortælle kioskejeren om den danske musik i baggrunden. Efter endt handel går både kunde og kioskejer hovedsrystende over den andens opførsel derfra.
Sketchen tager fat i flere temaer, blandt andet en overdreven dansk følsomhed overfor kulturelle forskelle, som udmunder sig i overdreven høflighed fra kundens side. Samtidig viser den en kulturel kompetence hos indvandreren, der i denne situation ser en fordel i, at tage den stereotype rolle som kioskejer på sig. En sådan færdighed til at veksle mellem det typisk danske i baglokalet, og den stereotype indvandreridentitet i selve kiosken, kan betegnes med det antropologen Gerd Baumann kalder for 'dobbelt diskursiv kompetence'.
Det bliver altså til en resource at kunne veksle mellem disse forskellige kulturelle identiteter, men det kræver dog en vis integritet, at kunne spille på sådanne diskursive skift i fuld offentlighed. Det er netop denne dobbelte, eller mere præcist multi-diskursive, kompetence hos idemændende bag OPS der gør det muligt at tage fat på fordomme der rækker begge veje, altså både danske fordomme om indvandrere og indvandreres fordomme om danskere. Grunden til at jeg indtil videre har fokuseret mest på de danske fordomme om indvandrere er, at stereotyper som perker er mere stigmatiserende end fordommene der går den anden vej.
Som nævnt er målet for OPS at ændre den sproglige praksis, hvilket med hensyn til termen perker har været svært at observere. Det skyldes blandt andet en udbredt politisk korrekthed, institutionelt praktiseret gennem eksepelvis racismeloven. Det har medført at perker sjældent høres andre steder end i indvandrerkredse, hvor det visse steder har opnået en lignende status parallel med den 'nigger' har blandt sorte i Amerika. Inden for gruppen bliver den tidligere nedsættende betegnelse en kompliment.
Betyder det så, at OPS med ders forsøg på at bringe humor ind i indvandrerdebatten ikke har haft nogen betydning? Det er svært at give et entydigt svar, da det umiddelbart er svært at måle, men da programmet kørte, affødte det en del mediedebat om hvilke ord man kan tillade sig at bruge og gøre grin med, så ud fra sådanne parametre må det siges at have opfyldt en del af målsætningen.
Mujaffaspillet, et andet humoristisk projekt, som er centreret om danskeres og indvandreres indbyrdes fordomme, har været genstand for tilsvarende debat i medierne. Spillet blev lavet i forbindelse med et radio-program på DR's P3 og hed i første omgang Perker-spillet, hvilket affødte protester og beskyldninger om racisme mod Danmarks Radio, hvorefter navnet blev ændret. Spillet går i korte træk ud på, at en indvandrer (Mujaffa) skal skaffe ekstraudstyr til sin BMW, køre rundt og samle guldkæder, score lyshårede danske piger og hilse på sine fætre. Spillet gør på en gang grin med to stereotyper; indvandrerdrenge med guldkæder der cruiser i deres biler med store musikanlæg, og danske piger der er lette på tråden. Endvidere gøres der grin med den stereotype opfattelse af, at indvandrere har store familier, i og med at alle indvandrere i spillet er fætre.
Således er effekten af Mujaffa-spillet forholdsvis let at observere, da hilsnen, "Wolla min fætter", fra spillet en overgang var populær i begge lejre. Gennem spillet lykkes det altså at skabe en praksis hvor stereotypen ironiseres, dog hovedsageligt inden for ens egen gruppe. Denne opretholdelse af skellet mellem grupperne, mener jeg, skal ses som et udtryk for en udbredt bevidsthed om den institutionaliserede politiske korrekthed. Samtidig er den udbredte praksis et eksempel på at det kan lykkes at underminere stereotypen, hvilket illustreres endnu tydeligere ved at politikeren Naser Khader under sin valgkampagne i 2001, med direkte reference til Mujaffa-spillet, introducerede sloganet "stem på din fætter". Udover at eksemplet viser, at praktiseringen af stereotyper har indvirkning både fra befolkningen til eliten og den anden vej rundt, viser det, i forlængelse af diskussionen af OPS's brug af humor, også at humor og ironi kan have indflydelse på politisk plan. Indvandrer- og integrationsdebatten har derfor nydt godt af, at man gennem humor kan tage fat i emner og ord, som ellers er omgærdet med en vis berøringsangst på grund af den udbredte politiske korrekthed.
Herzfeld, Michael (1997): Cultural intimacy. Social poetics in the nation-state. New York & London. Routledge.
Chock, Phyllis Pease (1987): The irony of stereotypes: Toward an anthropology of ethnicity pp. 347-367 i Cultural Anthropology vol. 2 Nr.3.
Baumann, Gerd (1999): The Multicultural Riddle. Rethinking National, Ethnic and Religious Identities. New York and London. Routledge.
Jacob Rasmussen er kandidatstuderende ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet.